Uddrag fra 1. kapitel
 
Fra gadens parlament til statens ret

”Denne masse af individer som den mindste militære enhed udgør, forenet på en fælles rejse.”
Clausewitz, 1806

I alle revolutioner findes bevægelsens, trafikkens paradoksale
nærvær. I juni 1848 bemærker Engels: ”De første samlinger 
finder sted på de store boulevarder, der hvor Paris’ liv bevæger
sig mest intenst.” Mindre end et århundrede senere bemærker
Weber apropos Rosa Luxemburgs og Karl Liebknechts
forsvinden, som om der var tale om en kollision, et bilsammen-
stød: ”De appellerede til gaden og gaden tog deres liv.” Massen
er ikke et folk, et samfund, men mængden af forbipasserende; 
de revolutionære tropper finder ikke deres ideelle form på
fabrikkerne men på gaden, når denne for en tid ophører med at
være et teknisk underlag for maskinen og selv bliver en motor 
(en angrebsmaskine), det vil sige en hastighedsproducent.
 
For flokken af arbejdsløse, demobiliserede arbejdere uden
beskæftigelse, er Paris et væv af baner, en serie af gader og
avenuer hvor de det meste af tiden flakker rundt, uden mål og
med, under indflydelse af en politiundertrykkelse som har til
opgave at kontrollere deres løsgængeri. Mellem de forskellige
revolutionære bander som apacherne og andre lyssky grupper i
randområderne drejer det sig ikke så meget om, når lejligheden
byder sig, at besætte en eller anden bygning, men om at holde
gaden.
  
I 1931, efter nationalsocialisternes kampe med de marxistiske
partier i Berlin, skriver Joseph Goebbels: ”Den som besejrer
gaden, besejrer også staten!”. Bliver asfalten det politiske
territorium? Den borgerlige stat, dens magt, er den gaden eller
er den på gaden? Dens virtuelle styrke og dens udstrækning,
findes de på de tæt befærdede steder, på de hurtige
strækninger?
 
Som Goebbels skriver apropos kampene om Berlin: 
”Det militære ideal er den politiske soldat i Den Brune Hær
forstået som Bevægelse... som lyder under en lov som han
måske ikke engang kender, men som han vil kunne gentage i
søvne... således har vi sat fanatiske væsner i bevægelse...”
Han sammenligner dernæst videnskabeligt stenografierne af de
forskellige taler, han har holdt, først i provinsen og senere i
Berlin, og konstaterer at hovedstadens ”uformelle sociologiske
konglomerat” har nødvendiggjort opfindelsen af et ”nyt
massesprog”: ”Rytmen i metropolen med dens fire millioner 
sjæle banker som et brændende åndedrag gennem propa-
gandisternes deklamationer... Her har man talt et nyt og 
oderne sprog som intet har at gøre med de gammeldags og
såkaldt populære udtryksformer; dette er begyndelsen til en
aldrig tidligere set kunstnerisk stil, den første udtryksform som 
er animeret og galvaniserende.”
 
Opstanden omformer banden (som kunne være både jægerens
kobbel og røverbanden). At lede bander af arbejderhærens
”forsvundne soldater” – dens dromomaner3 – er for lederen at
opildne dem, at ”lede dem til angreb som et kobbel hunde” som
allerede Saint-Just forklarede, at give den mobile masses bane 
en rytme ved hjælp af rå stimulering, en polemisk symfoni
viderebragt vidt og bredt fra den ene til den anden, polyfonisk og
mangefarvet som vejskilte og trafikstandere med det formål at
accelerere teleskoperingen, sammenstødets chokvirkning, det
endegyldige mål for gadens manifestation, det urbane kaos.

”Propagandaen skal udføres direkte gennem ord og billede, ikke
gennem skrift” forsikrer Goebbels, som selv var en foregangs-
mand for det audio-visuelle i Tyskland. Læsningens tid indebærer
tid til refleksion, en forsinkelse som ødelægger massens
dynamiske effektivitet. Hvis et monument tilfældigvis bliver
gennemtrængt af pøblen, bliver den hurtigt forvandlet til et
gennemgangssted hvor alle kommer og går, bringer og henter.
Der er frit valg for alle, man plyndrer for at plyndre, således som
man så det igen i 1975 da Saigon faldt.
 
Gennem hele historien går en usagt, uafsløret revolutionær
omflakken, organiseringen af en første fælles transport, som ikke
desto mindre er selve revolutionen. Også den gamle over-
bevisning at ”enhver revolution sker i byen”, kommer fra byen, og
udtrykket ”Pariserkommunens diktatur” som blev anvendt efter
begivenhederne i 1789, skulle ikke så meget lede tankerne til 
den klassiske modsætning mellem by og land, som til den
mellem stationær og bevægelig.

På trods af overbevisende studier af byplaner har byen ikke først
og fremmest været opfattet som en menneskelig beboelse
gennemskåret af en bane for hurtig kommunikation (en flod, en
vej, en strand, en jernbane...). Man har tilsyneladende glemt at
vejen bare er en vej gennem en bebyggelse, mens lovene om
”fartbegrænsning” hver eneste dag påminder os om denne
kontinuerlige forflytning, denne bevægelse som kun hastig-
hedens lov modulerer. Byen er kun et stoppested, et punkt på en
banes synoptiske rute, den gamle militære fæstningsglacis
[forterræn], en dæmningsvej, en grænse eller flodbred, hvor
blikket og transportmidlernes hastighed blev instrumentelt
sammenknyttet. 
 
Som jeg allerede for længe siden sagde findes
der kun beboelig bevægelse, hvilket i vore dage bliver særligt
tydeligt i for eksempel Japan, hvor de omfattende revolutionære
slag forvandles til rene kollisioner, til provokationen i sammen-
stødet med den urbane ordens opretholdere, hvor de militantes
overtrænede masser er bevæbnet med audio-visuelle maskiner,
kameraer, båndoptagere osv. De er bevidste om deres handlings
kinetiske karakter, og det er deres nærværs øjeblikkelighed som
tæller, mens de selv snart er forsvundet fra den gade, de filmer
og optager; disse forbipasserende for hvem forbudet mod at
stoppe op følges med forbudet mod at forsamles.

Man skanderede samme afslørende slogan som oprørerne i 
1848: ”De fortvivlede masser,” skrev Engels, ”som kræver brød,
arbejde eller døden.” I virkeligheden var slagordet for disse
”arbejderbataljoner”, som man kaldte dem og som senere skulle
deporteres med magt til provinsen eller indskrives i hæren, ”Vi
flytter os ikke!”, vi bliver her! Det 19. århundredes socialistiske
utopi som en demokratisk utopi om den antikke agora blev
bogstaveligt talt begravet under bybebyggelsens kolossale
stillads, som skyggede for et grundlæggende antropologisk
aspekt ved revolutionen og proletariseringen: fænomenet
migration.

Den 21. september 1788 skriver Arthur Young i sin berømte
dagbog: ”... den store handelsby Nantes! ... Ankommer – går i
teatret, nybygget i fine hvide sten. Det var søndag og derfor fuldt.
Mon Dieu! sagde jeg til mig selv, leder al den ødemark, heden,
lyngen, tjørnen, gyvelen og moserne jeg har passeret de seneste
300 miles til dette syn?... Der er ingen blide overgange fra
bekvemmelighed til komfort, fra komfort til rigdom; man går med
ét fra tiggeri til overflod – fra elendighed i lerhytter til fantastiske
forestillinger til en pris af 500 livres per aften.”

Den nye by med dens rigdom, dens hidtil usete tekniske
hjælpemidler, dens universiteter og museer, dens varehuse og
permanente fester, dens komfort, dens kundskab og sikkerhed,
virkede som et ideelt fikspunkt hvor en besværlig rejse kunne
afsluttes, et endeligt ankomststed for massernes migrationer og
for deres forhåbninger efter en farefuld færd; dette i en sådan 
grad at man indtil for nyligt har sammenblandet det urbane med
urbaniteten, at man har set det som blot var et mødested for veje
eller jernbaner som et sted for sociale og kulturelle udvekslinger.
Man har taget et vejkryds for at være socialismens vej.
Når bystyret lejer mure ud til en høj pris og tager skatter for
antallet af vinduer og facader mod gaden, så er det fordi alle 
disse arkitektoniske detaljer hos det borgerlige domicil 
traditionelt indebærer ...
  
[forrige side] [sidetop]