Forord
 
Hvorfor udgive en bog i dag, der har næsten 25 år på bagen, og som risikerer at være overhalet af det fænomen, som den selv
gør til sit emne?

For det første er Hastighed og Politik en af de bøger i Paul 
Virilios forfatterskab, som der oftest henvises til. Det er ikke noget hovedværk i traditionel forstand, og så alligevel. Det er 
bl.a. i denne bog, at Virilio tegner en første skitse til 
dromologien, „hastighedslæren“. For det andet er der en global politisk konjunktur, der nu har aktualiseret sig på næsten surrealistisk vis, nemlig den „11.september, 2001“.

I den franske byplanlægger, essayist og filosof Paul Virilios univers er det den dromologiske lov om en stadigt stigende hastighed, som sætter dagsordenen. Hvad angår udgivelsen af hans værker på dansk, synes hastigheden også at stige, men bevægelsen derimod at gå i en modsat retning. Først fik vi de nyeste værker, umiddelbart efter deres udgivelse på fransk, som f.eks. Synsmaskinen (1988; da.o. 1989) eller senest 
Cyberworld - det værstes politik (1996; da.o. 1998). Og nu kommer så Hastighed og politik, der udkom for første gang i 1977, for næsten 25 år siden.

Hastighed og Politik er en meget tæt bog, rig på tanketråde og tankegange, henvisninger og eksempler, ikke mindst fra krigskunstens verden. Bag denne tekstuelle tæthed eller rigdom, hvori læseren mere end en gang fortaber sig, ligger en vigtig pointe, nemlig den iøjnefaldende og så alligevel oversete forbindelse mellem rum (byen), bevægelse (hastighed) og politik, en forbindelse, der kaster et nyt og anderledes lys over 
velkendte relationer, og hvor f.eks. de moderne vestlige samfunds økonomiske og politiske fundament, den industrielle revolution og demokratiet, omskrives med hastighedstermer til „dromologisk revolution“ og „dromokrati“. Virilios eksempler på denne forbindelse er mange. Et af de mest iøjnefaldende er uden tvivl udpegningen af Den franske revolution i 1789, ikke som skabelse af politisk bevægelsesfrihed, men som oprettelse af et „bevægelsens diktatur“. Herefter bliver det kun så meget desto mere indlysende at betragte magt som kapitalisering af bevægelse og motoriske diktaturer.

To kontekster byder sig til, hvis man vil forsøge at forstå denne bog hinsides dens egne grænser. Den første kontekst, den „lille“, er Paul Virilios egne værker. Hastighed og Politik udkommer umiddelbart efter hans to første værker, Bunker archéologie („Bunker arkæologi“) og L `insécurité du territoire („Territoriets usikkerhed“) fra henholdsvis 1975 og 1976, hvori han tematiserer først den totale krig og siden den totale fred som to i princippet nærtbeslægtede manifestationsformer af den dromologiske lov. I den første af disse to bøger er det det militære felt, der fokuseres på, og i den anden det urbane felt . Med Hastighed og Politik, 
der først og fremmest beskæftiger sig med det politiske felt, kobles disse tre sammen på en måde, der er særlig for Virilio, 
og som danner et herefter tilbagevendende udgangspunkt for hans efterfølgende bøger.

Den anden kontekst, den „store“, er fransk tænkning. Hastighed og Politik udkom på et tidspunkt, hvor ikke alene den økonomiske og politiske verden, men også fransk tænkning, befandt sig i en transformationsproces. Den økonomiske krise, kaldet „oliekrisen“, rasede, USA med Jimmy Carter i spidsen havde netop tabt Vietnamkrigen, Europa var udsat for terrorangreb, flykapringer osv. I Frankrig er det opgøret med marxismen, som står på de intellektuelles dagsorden, og det både inden for og uden for egne rækker. I 1976 finder den 22. kongres i PCF, det franske kommunistpartis historie sted. I denne anledning - eller i forlængelse af den - skriver den marxistiske filosof Louis Althusser to små tekster, 22ème congrès („Den 22. kongres“, 1977) og Ce qui ne peut plus durer dans le parti communiste („Det, som ikke længere kan vare ved i kommunistpartiet“, 1978), hvori han bl.a. diskuterer en „forladelse af proletariatets diktatur“, en hjørnesten i kommunismens opfattelse af det politiske, og opfordrer til, at man „kommer ud af
fæstningen“. 

Samtidig har en ny gruppe filosoffer, netop kaldet de Nye Filosoffer, bemægtiget sig filosofiens og ikke mindst
mediernes scene i Frankrig. I 1977 udgiver Bernard-Henri Levy bogen La barbarie à visage humain (Barbariet med menneskelig ansigt), og samme år udgiver André Glucksmann Les maitres penseurs („Mestertænkerne“), begge værker, hvor stalinismen stilles til regnskab i både politisk og filosofisk forstand. Set i 
dette perspektiv er der noget meget ironisk over, at Hastighed og Politik med sin nye særegne materialistiske teori, marxismen og dens historisk-materialistiske teori om produktionsmåder, er på retur. Og Virilios teori er også i den grad et modstykke til de 
Nye Filosoffers ideale-etiske opfattelser af det politiske.

Hastighed og Politik er naturligvis både skrevet og planlagt til udgivelse på dansk længe før de to fly, med fundamentalistiske terrorister ved rorpinden, flyver ind i World Trade Center.
Men selv om det måske er lidt tidligt at udtale sig, så vil Virilios dromologiske teser uden tvivl også kunne kaste deres eget forklarende lys over denne begivenhed og dens konsekvenser.
Set i Virilios perspektiv er der jo hverken tale om en religionernes kamp eller en civilisationernes kamp. Der er snarere tale om noget helt andet, nemlig en bevægelsernes kamp i forskellige terræner og politiske rum, fra New York til Afghanistans bjerge, og under brug af forskellige våben, fra passagerfly og miltbrandpulver til destruktions- og kommunikationsvåben fra det, Virilio i sin bog om Golfkrigen, L'écran du désert („Ørkenskærm“,1991), kaldte for det militære-informationelle kompleks. Men det nye drama må også siges at være noget af en prøvesten for en reflekterende „hastighedsanalyse“ à la Virilio. Ikke mindst fordi interaktionen mellem det militære, det urbane 
og det politiske felt er langt mere kompleks end under Golfkrigen. Det geopolitiske rum og klimaet, det bjergfyldte Afghanistan og dets strenge vinter, synes at have fået ny betydning, forældede våbenteknologier inddrages i kampen, og det er ikke længere 
kun CNN i Atlanta, der har patent på at dække begivenhederne, også en international arabisk tv-kanal gør sig gældende.

I dag reagerer vi på dette drama, men på et tidspunkt må vi også til at reflektere over det. Spørgsmålet er bare hvordan. Det kan vi passende fundere over, mens vi læser Hastighed og Politik og venter på Paul Virilios egen dromologiske analyse af det, som skete den 11. september i New York. For efter L'écran du désert udgiver han forhåbentlig også en bog om denne nye krig.

Finn Frandsen
 
[forrige side] [sidetop]