Anmeldelser
 
Virilios grundpåstand er, at hastigheden ikke længere er noget, 
vi kontrollerer, men en blind magt, vi er underlagt. For så vidt er
bogen langt ude i familie med Villy Sørensens "Uden mål og
med". Den handler netop om, hvordan teknologien, hvis den ikke
underlægges et menneskeligt formål, bliver et formål i sig selv.
Virilios kroneksempel og slutsten er den skrumpende tid, som
den amerikanske (og den daværende sovjetiske) leder har til at
bestemme sig til at slippe det atomare ragnarok løs på baggrund
af indkommende oplysninger - der måske kan være fejlagtige.
Når den margen med teknologiens stadige sofistikering bliver 
lille nok, siger Virilio, kan kun maskinerne træffe en beslutning -
og det er jo enden på politikken, og måske på mennesket og
verden. Demokrati er blevet til "dromokrati".
 
Men for at komme så langt pendler Virilio længe rundt i den
europæiske historie, ikke mindst den militære. I en særegen
variant af materialistisk historieskrivning viser han, hvordan
historiens gang styres af to modsætningspar: det at besidde 
jord over for det at beherske jord, samt det at have fast opholds-
sted over for det at være mobil. Militærteknologien spiller en
afgørende rolle for, hvordan disse modsætningspar og dermed
samfundet ser ud på et givet tidspunkt. 
Vores nuværende samfund er karakteriseret ved, at rummet er
skrumpet ind til ingenting, dels fordi den atomare ødelæggelses-
teknologi ikke kender geografiske begrænsninger, dels fordi
hastigheden i trafik og informationsoverførsel er blevet et mål i 
sig selv. 
 
»Forblændelsen af kommunikationsmidlernes hastighed er ikke
en befrielse fra den geopolitiske bundethed, men udryddelsen af
rummet som den politiske handlings frihedsfelt«, som det hedder
i Virilios karakteristiske pakkede stil. Dette er vel at mærke
skrevet i 1977, så der kunne såmænd godt stå fremtidsarkitekt
eller spåmand på visitkortet.

Få kan med større ret sige: »Hvad sagde jeg!« end Virilio. 

"Hastighed og politik" er ikke just let at læse, men et læse-
værdigt og paradoksalt dementi af sin egen ellers meget
troværdige påstand om de farlige konsekvenser af altings
acceleration. 
 
Dette 25 år gamle skrift er ikke blevet overhalet hverken
teknologisk eller indholdsmæssigt. Det har tværtimod kun 
vundet i aktualitet, ligesom bogen som tankens transport-
medium nummer ét, stadig står distancen så nogenlunde. 
Uddrag af anmeldelse i Jyllandsposten 26.02.02
Af Jon Helt Haarder
 
[forrige side] [sidetop]