Uddrag fra 1. kapitel
 
Perception, politik og den intellektuelle, - en samtale med Paul Virilio
 
Under Golfkrigen skrev De adskillige avisartikler om krigen. 
Da jeg læste dem, havde jeg en fornemmelse af, at denne krigs
forløb allerede var blevet forudsagt i Deres bøger fra 70’erne og
80’erne. Jeg kunne derfor godt tænke mig at få Dem til at foretage en slags erindringsbearbejdning ved at tale om Deres position i dag gennem disse tidligere værker og med Golfkrigen som aktuelt udgangspunkt.
I Guerre et cinéma. Logistique de la perception (‘Krig og film. Perceptionens logistik’, 1984) tager De udgangspunkt i krigen, når De skal analysere vores perception af verden i almindelighed. Hvilke konsekvenser får det for perceptionen, når det geografiske rum mister betydning, når der er tale om samtidighed mellem syn og handling, og når hastigheden bliver lysets?
 
Lad mig begynde med at slå fast, at man ikke kan tale om hverken rum eller tid uden samtidig at tale om hastighed. Filosofisk set, men måske frem for alt fysisk set, kan man ikke tale om rum uden øjeblikkeligt at tale om dette rums forhold til tiden. Når man taler om tid, kan man enten mene bevægelsens eller perceptionens tid. Det er klart, at man i krigen, der nu i århundreder hovedsagelig har været bevægelseskrig (baseret på stormløbet, angrebet), efterhånden begynder at benytte større 
og større hastigheder i de militære sammenstød. En sådan tendens ser man i forbindelse med kavaleri og kampvogne, men den bliver først åbenbar med telekommunikations-teknologierne, det vil sige perceptions- og informationsteknologier. I den 
forstand er en krig altid en omorganisering af rummet. En ny krig omorganiserer det sociale rum gennem de angrebs- og informationsmidler, der anvendes. Man så det i Golfkrigen på en eksemplarisk og for mig at se definitiv måde, idet der i høj grad var tale om en begrænset lokal krig, der kun kunne vindes så hurtigt, fordi den blev styret globalt.
 
Med den optiske telegraf, der blev taget i brug i 1794, kunne selv den fjerneste slagmark næsten øjeblikkeligt virke tilbage på et lands indre forhold, ja, fuldstændig vende op og ned på et land, såvel socialt som politisk og økonomisk. Der er allerede her tale om en øjeblikkelig virkning over lang afstand. Fra da af bliver stederne uophørligt ved med at forsvinde, det geografiske rum skrumper ind i takt med den stigende hastighed; lidt efter lidt mister den strategiske lokalisering sin betydning til fordel for vektorernes delokalisering og ydeevne, et tellurisk og teknisk fænomen, der bringer os ind i et kunstigt topologisk univers, hvor alle klodens overflader står direkte over for hinanden. (Guerre: 7)

Den forsinkelse, telegrafen og telefonen stadig led af 
(kodningens og transmissionens forsinkelse), er blevet 
overvundet i den teknologi, der fungerer i reel tid. Det er nu 
muligt at foretage handlinger, fjern-handlinger i reel tid og altså ikke kun indsamle informationer i reel tid. Som jeg ofte har sagt, kan man skelne mellem tre former for aktivitet, hver knyttet til 
sin periode: Fjernlytten (telefon, radio), fjernsyn i forskudt tid (tv) og fjernhandling, det vil sige muligheden for at fjernhandle øjeblikkeligt uanset afstand. Jeg står en smule alene, når jeg insisterer på det indlysende i, at hastigheden er det altafgørende. I min egenskab af samfundsanalytiker håber jeg, at mit arbejde fremover ikke udelukkende skal være en monolog, men en 
dialog. Desværre har det gennem 25 år været en smule ensomt. Når man hævder, at hastigheden er det afgørende element i samfundet, må man på et eller andet tidspunkt bevise det, 
hvilket jeg er ved at blive lidt træt af. Golfkrigen var derfor for mig en slags bekræftelse på det, jeg varslede syv år tidligere i Guerre et cinéma. Logistique de la perception... 

Man kunne måske næsten betragte den som en slags drejebog til Golfkrigen ?
 
Helt givet. Men forstår De, da jeg udgav bogen i 1984, 
sagde folk: „Men hvad skal det sige?“, „Billederne bliver brugt til krigsførsel, billederne er ammunition, og det er end ikke en metafor, det er konkret?“. Man kan altså sige, at Golfkrigen desværre kom til at illustrere den situation. Men det egentlige problem er, at vi endnu ikke har forstået, at vi ikke længere befinder os i Newtons epoke, men i Einsteins. Jeg har sagt det utallige gange, og jeg siger det igen, idet det for mig at se er så indlysende, at jeg ikke forstår, der ikke er nogen, der vil erkende det. Verden var frem til Newton kendetegnet ved, at rum og tid 
var absolutte, hvilket har betinget hele vores historie indtil 
Newton. Men fra og med Einstein, der er i stand til at give relativitetsteorien en fysisk form, så er det hastigheden, der dominerer. Hele mit arbejde, om det så drejer sig om krig, urbanisme, de sociale relationer eller økonomi, sigter ganske enkelt mod at genformulere spørgsmålet om dette sidste 
absolut. ‘Sidste’ skal her forstås i betydningen ‘den sidste 
mode’ og ikke i ordets ideale betydning. Og jeg tror ikke, man forstår ret meget af det, jeg har skrevet, hvis man glemmer, at 
mit værk ikke drives af en vilje til at behandle et bestemt emne (krig, transportmidler, urbanisme), men derimod af spørgsmålet om installeringen af hastigheden som den moderne verdens kategoriske imperativ – også i dagliglivet.

Med andre ord dét, De har kaldt dromologiens lov; en lov, der giver anledning til den dromosfæriske forurening ?
 
Det er klart, at selv om de tre termer rum, tid og hastighed fungerer sammen i dag, så er hastigheden den afgørende. Relativitet vil sige, at rum og tid er relative i forhold til hastigheden, der er absolut; det er i og for sig ganske enkelt, men det er grundlæggende. Hvis man tager dette som udgangspunkt, bliver det mere og mere klart, at vi lever i en verden, der ikke længere er baseret på en geografisk udstrækning, men derimod på en tidslig afstand, der uophørligt mindskes ...
  
[forrige side] [sidetop]