Bogen er et interview af Philippe Petit, der i 1996 har talt med Rony Brauman. 
Phillipe Petit er doktor i filosofi og journalist på L’Événement du Jeudi. 

Uddrag af 1. kapitel

Fra filantropi til humanitært hjælpearbejde

Den humanitære etik byder, at man skal blive ved ofrene til det sidste og gribe ind overalt, hvor mennesker trues på deres menneskeværd. Mener du, at den etik er en uforanderlig størrelse på tværs af historien?

Nej, den er ikke uforanderlig. Begreberne om humanitet og offer er selv historiske, og alene dét gør det umuligt at tænke på den humanitære etik som noget, der står uden for historien. På den anden side kan kravet om - uden diskrimination - at blive hos mennesker i nød og forsøge at lette deres lidelser, ikke relativiseres. Jeg kan slet ikke se, hvordan man kan forestille sig det humanitære arbejde, uden at slå disse grundlæggende principper fast...
Det, der går på tværs af historien og forskellige kulturer, er, at der eksisterer en medfølelse uden hvilken, der overhovedet ikke ville findes moral.

Er der ikke historisk set, mange forskellige måder at handle ud fra den etik?
Selvfølgelig er der det. En galning eller en fattig i det 16. århundrede er ikke det samme som en galning eller en fattig i det 20. århundrede. Man bader aldrig i den samme flod to gange. Hvis man på den ene side kan sige, at det moralske påbud om at undgå og afhjælpe lidelser er sammenfaldende med, at der er en samfundskonstruktion, så må man på den anden side tilføje, at principperne og den udformning de har, kan variere uendelig meget, fordi de opstår af vidt forskellige sammenhænge.

Det virker indlysende, at formen ændrer sig, men betyder det, at bevæggrundene for den humanitære etik er grundlæggende ændret? Har vi egentlig i denne forstand forladt det 19. århundrede?
Da Stefan Zweig mindedes tiden før ‘Den store Krig’*, beskrev han den som „sikkerhedens gyldne tidsalder“. Uden af den grund at glemme de voldsomme sociale omstændigheder, der også var en kendsgerning og som beskrives af Dickens og Zola, så genkalder han sig en tid, hvor planeten som helhed blev tilgængelig takket være dampmaskinen og telegrafen, mens de naturlige plager, som hungersnød og epidemier, så ud til at forsvinde i takt med de videnskabelige fremskridt. Det var en tid, hvor man begyndte at gå ud på oplyste gader uden at behøve at være bange, og hvor man kunne sætte penge i banken med sikkerhed for at kunne hæve dem ti år senere til samme værdi. Det var det tidspunkt i historien, hvor det så ud til af fornuften skulle sejre. Husk blot på Lamarcks* berømte ord: „Gud? Det er en hypotese, jeg ikke har brug for“. Metafysiske overvejelser blev gemt væk sammen med andre obskure forhistoriske overbevisninger. Viden og fornuft blev den strålende horisont for et sejrende og dominerende Europa. En stemning af sikkerhed og en følelse af tryghed over for fremtiden gik hånd i hånd med overbevisningen om, at det var Europas opgave at civilisere planeten. Det handlede om at gøre menneskeheden human, at få den med på fremskridtet, om den så skulle tvinges til det. Kort sagt at oplyse den om den vej, der skulle følges for at nå frem til moralsk og materiel perfektion. Sådanne tanker dukker hele tiden op i grundlæggerne af Røde Kors' første skrifter og taler. Dem, der opfandt den moderne udgave af det humanitære arbejde.
 
[forrige side] [sidetop]