INTROITE! publishers


 HOVEDSIDE      BØGER      NYHEDSBREV      BESTILLING      INTROITE     
     

denne side: Bøger - Det humanitære dilemma - Forfatter

LÆS MERE
                

Det humanitære dilemma - Af Rony Brauman fra Læger uden Grænser


 
Det humanitære dilemma

Af Rony Brauman.
Oversat af Tine Byrckel efter ”Humanitaire le dilemme” 1996
Forord af Michael Pram Rasmussen, adm. dir. TopDanmark. 
Efterord af læge Jens Hillingsø.
112 sider, 2000  ISBN 87-90820-01-0
  

Forfatter
  
Han er besat af offerets tvetydige status. Mennesker har rettigheder, alene af den grund, at de er født. Lidelser indebærer en appel om hjælp. Rony Brauman føler lige så lidenskabeligt for det humanitære arbejde, som andre føler for demokratiet. På spørgsmålet „Hvad er et menneske“ svarer han: „Et væsen, der ikke er skabt til at lide“. 

Brauman er ikke blot forkæmper for det humanitære arbejde, han er nærmest en anarkist-humanist, der lever i konstant undtagelsestilstand. For ham udgør hvert eneste sekund, med Walter Benjamins* ord, den smalle port, som Messias måske kan komme igennem. Det er ganske underordnet, at han selv definerer sig som en ‘hårdnakket agnostiker’ eller en ‘blød ateist’, han har ikke nødig at tro på Gud for at skamme sig over at være menneske.

Rony Brauman, der er født i Jerusalem i 1950, er ‘minimums-humanist’. Hans far, der var fransk modstandsmand, emigrerede til Palæstina i 1948, men slog sig endeligt ned i Paris i 1954. Han var en kampens mand og hans baby-boom søn voksede op med mindet om Auschwitz. 

Ligesom enhver anden, der fortjener at kalde sig intellektuel, føler den tidligere formand for Médecins Sans Frontières (MSF - på dansk: Læger uden Grænser), et ansvar over for nazismens ofre. Et ansvar, men ikke i en grad, der gør det jødiske folkedrab til ‘den menneskelige lidelses uoverskridelige horisont’, ikke i en grad, der får ham til at glemme de 500.000 rwandere hugget i småstykker, eller at lukke øjnene for den uretfærdighed, som dagligt verden over rammer de tusindvis af børn, der dør med tomme øjne.

Rony Braumans historie lægger ganske vist vejen over Jerusalem, men den stopper ikke dér. Efter i lang tid at have forsvaret den zionistiske sag, kan forfatteren af Devant le Mal. Rwanda: un genocide en direct (1994) - (At stå over for ondskaben. Rwanda: Et folkemord for åben skærm) ikke identificere sig med den israelske stat efter Intifadaen i 1988. Han er, som Yeshayahu Leibowitz* ville have formuleret det, en jøde uden tilflugtsted. Men det gør ikke de mærke-sager, han forpligter sig på, mindre logiske. Og med baggrund i, at han har læst Tom Seguevs* velgørende bog La septième Million (1991), hvori det afsløres, hvordan Ben-Gourion* til overflod indprentede jøderne folkedrabets lektie og ved at filmatisere Hannah Arendts* Eichmann i Jerusalem (1961), fortsætter Brauman med at tjene sin sag. 

Han er imod at gøre alt til noget humanitært, men forsvarer indædt en voksen humanisme, der er bevidst om egne grænser og omfang og han forbliver modstander af alle former for hellig moralisme. Det er ikke bare fordi det humanitære udbud øges, at man skal være mindre opmærksom på, hvad der kræves og det er ikke bare fordi man officielt mindes den europæiske jødeudryddelse, at man har styr på erindringen. Brauman er fortaler for en reel hukommelse og en realistisk humanisme.

At have været gadedreng som 15-årig, maoist som 18-årig, læge fra 1975 og formand for Læger uden Grænser indtil 1994, må siges at være en smuk løbebane. Rony Braumans humanitære filosofi er frugten af en lang modning. Den har baggrund i studiet af og berøring med den historiske realitet. Den indskriver sig i en dyb, åben og bevægelig hukommelse. Det er fordi, han genlæser historien og forbinder den til nutiden, at han er i stand til at handle og tænke. Om det nu gælder Røde Kors' svigt under nazismen, som han beklager, eller eventyret i Burundi, som han har kært, så henter Brauman den styrke i fortiden, der er nødvendig for ikke at gå på kompromis i vor egen tid. 

Som bekendt er menneskerettighederne blot nogle aksiomer, der „sagtens kan sameksistere med andre aksiomer [...] der ikke har noget med hinanden at gøre“, som Gilles Deleuze* formulerede det. Men Brauman ved, hvordan man undgår denne fælde. Han ophører ikke med at stille spørgsmål til det humanitære marked. Han har gjort den moralske forpligtelse til et våben og nærer håbet ved dens fordring. Efter Etiopien, efter Rwanda og efter Jugoslavien havde Rony Brauman, der i 12 år var leder af en af de vigtigste franske NGOer, behov for at trække sig lidt tilbage.

Efter at have været vidne til og deltaget i det humanitære arbejdes nyeste historie, havde han brug for at puste ud. Jeg har benyttet mig af denne pause, til at stille ham nogle spørgsmål om hans løbebane og spørge ham ud om hans overbevisninger. Jeg forventede, at han ville være tilbageholdende. Det modsatte var tilfældet. Rony Brauman besvarede alle mine spørgsmål. Allesammen. Og da jeg til allersidst spurgte ham. „Hvad kan man forvente sig af at være med i det humanitære arbejde?“, svarede han: „At foretage sig noget meningsfuldt.“

Portræt af Philippe Petit
 
[forrige side] [sidetop]
 

 
 
Humanitære dilemma
Indhold
Forord 
Uddrag 
Anmeldelser 
Forfatter  
 
Se stor forside 48 kb  
Se stor bagside
58 kb    
 
LINK

Læger uden grænser
    

 

INTROITE publishers