Forord af Rony Brauman, Paris i april 2000
 
Det kan virke som om den humanitære hjælp er funderet på et enkelt og samtidig strålende princip: Ikke at overlade noget menneske alene til voldens magt, ikke at acceptere lidelsens skæbne.

Denne moralske indstilling dukkede op i det 19. århundrede og blev i praksis udført gennem hjælpeaktioner, som igennem de sidste tyve år har udviklet sig med stor hastighed. Solidariteten er i dag organiseret og har kanaliseret sig ud på talrige NGOer - professionalismen har gjort sin entré i de humanitære cirkler.

Den humanitære bevægelses popularitet vokser stadig og den politiske magt har ikke været sen til at engagere sig. Efter den kolde krigs afslutning, med andre ord da Golfkrigen var forbi (1991), sluttede krigsherrer og soldater sig til denne bevægelse. De er de nye aktører, som påberåber sig at være humanitære. 

Disse ’humanitære’ er iført kampuniformer og deres nødhjælpsudstyr består af ikke hidtil anvendt udstyr, som f.eks. kamphelikoptere og tanks. I Somalia (1993) faldt de første ofre for disse ’humanitæres’ nødhjælp, nemlig da deres maskingevær- salver blev affyret med det formål at skåne liv. Andre aktioner fulgte efter og det er grunden til, at vi afsluttede det sidste århundrede ved at bestemme os for en såkaldt humanitær krig i Kosovo.

Til trods for dette er den oprindelige humanitære livsfilosofi stadig levende og dynamisk, som man kan se det blandt de tusinder af frivillige over hele kloden. Idégrundlaget bag deres indsats har overlevet.

Principper som universalitet, upartiskhed og værdighed vakler under de stød som verdens realiteter giver. Tilmed synes det som om, at den politiske magt – i nord som i syd - får mere succes ved at implementere en humanitær politik, end ved andre former for politik – og regeringer har til formålet afsat midler af imposant størrelse. Hvis man ønsker at iværksætte en humanitær aktion på højde med de principper, der er enighed om, så er det nødvendigt at konfrontere sig med de spørgsmål, problemer og dilemmaer, som berettiger til en sådan aktion.

Såvel den politiske instrumentering som den humanitære militarisme har ganske vist forårsaget, at nogle af spørgsmålene har besvaret sig selv. Men det ville være uretfærdigt og forkert at overlade alle de humanitære problemer til politikere eller regeringer.

Folkemordet i Biafra og sulten i Cambodia er eksempler på både politisk manipulation og misbrug af medfølelsens gode navn, hvilket visse humanitære organisationer var klar over. Det samme var tilfældet, dengang mange af dem lod sig bruge i en morderisk politiks navn – som f.eks. ved deportationerne i Etiopien efter den store hungersnød i 1984. 

For nylig har den humanitære bevægelse – NGOer og FN 
tilsammen – bidraget til opbygningen af et retssystem i Rwandas lejre, efter folkedrabet i 1994. 

Allerede inden andre stater besluttede sig for et indgreb i dette område var der voldsomme problemer, og det er dem jeg i denne bog prøver at fremstille og analysere. For at kunne påtage sig ansvaret for disse dilemmaer, løse op for dem og overvinde dem, foreslår jeg derfor en form for teoretisk refleksion og en praktisk fremgangsmåde – det har intet at gøre med et ønske om at virke masochis-tisk imødekommende eller en glæde over at kunne chokere.

Pralende sentimentalitet og selvforherligelse erstatter ofte den offentlige debat hos NGOer - den humanitære indsats gælder en meget mere værdig sag. 
 
[forrige side] [sidetop]