Bogen er et interview af Philippe Petit, der i 1996 har talt med Rony Brauman. 
Phillipe Petit er doktor i filosofi og journalist på L’Événement du Jeudi. 

Nødhjælp kan være med til forlænge den menneskelige lidelse. Lægen afhjælper lidelsen og lever af den, fordi ofrene udgør et marked. Nødhjælpsorganisationerne kæmper indbyrdes om synlighed i den tv-skabte virkelighed, mens nødhjælps-arbejderen må bekæmpe lidelsen i et virvar af kameraer, mikrofoner og ledninger. Dilemmaerne i det humanitære Hollywood er på plads. 

For Rony Brauman indebærer al menneskelig lidelse en appel om hjælp. Det skriver journalisten Philippe Petit i sit portræt af lægen, der fra 1982 til 1994 var formand for den internationale nødhjælpsorganisation MSF – Médecins Sans Frontières -
Læger uden Grænser.

I bogen beskriver han udviklingen fra Røde Kors blev grundlagt i 1864 op til vore dages NGOer. Han giver en historisk gennemgang af de humanitære bevægelsers idégrundlag og fejltrin. Fra Røde Kors tavshed under nazitiden til organisationernes nutidige bureaukratiske træghed. Det humanitære arbejde skal have en ny og mere bevidst omsorgs-etik. Selvforherligelse og mediernes sentimentalitet skal undgås. 

Det kan aldrig være en politisk eller militær opgave at komme ofre til hjælp og derfor arbejder MSF bedst uden indblanding fra stater. Rony Brauman diskuterer den svære balance mellem retfærdighed, medlidenhed og medfølelse.

Som svar på spørgsmålet om, hvad den unge generation kan bruge nødhjælpsarbejde til og hvad man kan forvente sig af at være med, svarer Brauman: ”At foretage sig noget meningsfuldt”. 

I 1999 fik Médecins Sans Frontières Nobels Fredspris. 
 
[forrige side] [sidetop]