Uddrag

Introduktion: det manglende blæk
 
I en gammel vittighed fra den hedengangne Tyske Demokratiske
Republik, er der en tysk arbejder, som får arbejde i Sibirien. Da
han er klar over, at al hans post vil blive censureret, siger han til
sine venner: "Lad os blive enige om en kode: hvis en af mine
breve er skrevet med almindeligt blåt blæk, så er det sandt; hvis
det er skrevet med rødt blæk, så er det falsk." En måned efter
får hans venner det første brev skrevet med blåt blæk: "Alt er
helt vidunderligt her: butikkerne bugner, masser af madvarer,
lejlighederne er store og ordentligt opvarmede, biograferne viser
film fra Vesten, der er mange smukke piger, som gerne vil
indlade sig på en kærlighedsaffære – den eneste ting man ikke
kan få er rødt blæk." Strukturen er mere raffineret end som så:
selvom arbejderen ikke er i stand til at signalere på den aftalte
måde, at det han fortæller er løgn, så lykkes det ham alligevel
at få budskabet frem – hvordan? Ved at skrive selve referencen
til koden ind i det kodede budskab som et af dets elementer.

Her står vi naturligvis over for standardproblemet omkring
selvreferencen: er hele brevets indhold falsk, eftersom det er
skrevet i blåt? Løsningen er, at selve den kendsgerning, at
manglen på rødt blæk nævnes, signalerer, at det SKULLE have
været skrevet med rødt blæk. Den nydelige pointe er her, at
denne nævnelse af manglen på rødt blæk har den virkning, at
den producerer en sandhed, som er uafhængig af dens egen
bogstavelige sandhed: selv om man faktisk KUNNE få rødt
blæk, så var løgnen om, at man ikke kunne få det, den eneste
måde at få budskabet igennem under denne bestemte form for
censur. Er dette ikke matricen for en effektiv ideologikritik, ikke
kun under "totalitære" former for censur, men, måske endda i
endnu højere grad, under de mere raffinerede liberale former for
censur? Man starter med at blive enige om, at man har al den
frihed, man ønsker – og så tilføjer man blot, at den eneste ting,
der mangler, er "rødt blæk": vi "føler os fri", fordi vi mangler selve
sproget til at formulere vores ufrihed.

Denne mangel på rødt blæk betyder, at alle de vigtigste udtryk, vi bruger til at betegne den aktuelle konflikt, – "krig mod terroren", "demokrati og frihed", "menneskerettigheder", etc. etc. – i dag er FALSKE udtryk, der mystificerer vores opfattelse af situationen i stedet for at få os til at tænke over den. I præcis den betydning tjener selve vores "frihed" til at tilsløre og opretholde vores dybereliggende ufrihed. For hundred år siden gjorde Gilbert Keith Chesterton  skarpsindigt opmærksom på det anti-demokratiske potentiale i princippet om tankefrihed, idet han fremhævede, at betingelsen  for (at kræve) faktisk frihed var, at man accepterede et eller andet bestemt dogme:

"Vi kan i det stor hele sige, at fri tænkning er det bedst mulige værn mod frihed. Forvaltet på en moderne måde er frigørelsen af slavens bevidsthed den bedste måde at forhindre slavens frigørelse på. Få ham til at bekymre sig om, hvorvidt han ønsker at være fri, og han vil ikke frigøre sig."

Er dette ikke emfatisk sandt for vores "postmoderne" tid med dens frihed til at dekonstruere, tvivle og holde sig på afstand?
Man må ikke glemme, at Chesterton hævder nøjagtig det
samme som Kant i hans "Hvad er oplysning?": "Tænk så
meget i vil og om hvad i vil, men adlyd!" Den eneste forskel er,
at Chesterton er mere konsekvent og han forklarer detaljeret det
implicitte paradoks, som ligger til grund for det kantianske
ræsonnement: det er ikke kun det, at tankefriheden ikke
underminerer det faktiske sociale slaveri, men derimod at den
positivt opretholder det. Det gamle motto, "Lad vær med at
tænke, adlyd!", som Kant reagerer på, er kontraproduktivt: det
avler faktisk oprør. Det er kun gennem tankefriheden, at man
kan opretholde det sociale slaveri. Chesterton er også
tilstrækkelig konsekvent til at hævde det modsatte af Kants
motto: kampen for friheden har brug for en reference til et
ubestrideligt dogme.

I en klassisk replik fra en af Hollywoods screwball-komedier,
spørger pigen sin ven: "Vil du gifte dig med mig?" "NEJ!"
"Hold op med at sno dig udenom! Giv mig et klart svar!"
På en måde er den underliggende logik korrekt: det eneste
acceptable klare svar for pigen er "Ja!", så alt andet, herunder
et klart "Nej!", gælder som en undvigelse. Denne underliggende
logik er naturligvis igen det tvungne valgs logik: du kan vælge frit
på betingelse af, at du foretager det rigtige valg. Ville en præst
ikke støtte sig på det samme paradoks under en diskussion
med en skeptisk lægmand? "Tror du på Gud?" "Nej." "Hold op med at sno dig udenom! Giv mig et klart svar!" Igen er det
eneste klare svar i præstens øjne at hævde, at man tror på Gud:
langt fra at stå for et symmetrisk klart standpunkt er ateistens
fornægtelse af troen et forsøg på at sno sig uden om mødet
med Gud. Er det ikke det samme i dag med valget mellem
"demokrati og fundamentalisme"? Er det ikke sådan, at inden
for rammerne af dette valg, er det simpelthen umuligt at vælge
"fundamentalismen"? Det problematiske ved den måde, hvorpå
den herskende ideologi påtvinger os dette valg, er ikke
"fundamentalismen", men snarere demokratiet selv: som om
det eneste alternativ til "fundamentalismen" er det liberale parlamentariske demokratis politiske system.
  
[forrige side] [sidetop]