INTROITE! publishers


 HOVEDSIDE      BØGER      NYHEDSBREV      BESTILLING      INTROITE     
     

denne side: Bøger - Virkelighedens Ørken - Forord

LÆS MERE
               

Velkommen til virkelighedens ørken - essays om verden efter 11. september


 
Velkommen til virkelighedens ørken
- Essays om verden efter den 11. september

Af Slavoj Žižek
Oversat fra engelsk af Mogens Chrom Jacobsen 
efter: ”Welcome to the Desert of the Real”
Udgivet i samarbejde med Informations Forlag
176 sider, 2002  ISBN 87-7514-079-9

Udgivernes forord
 
Slavoj Zizek - det udtales Jijæk, hvilket er godt at vide, når De 
nu skal til at diskutere ham på caféerne, i auditorierne og, kunne
man håbe, i magtens haller - Slavoj Zizek er ikke sådan at
komme om ved. Den slovenske filosof, sociolog, psykoanalytiker,
forfatter og seniorforsker ved Institut for Filosofi på universitetet i
Ljubljana, er blevet kaldt et stjerneskud på den internationale
teorihimmel, 'giganten fra Ljubljana' og en ny kultskikkelse blandt
intellektuelle og politisk engagerede med trang til at udfordre de
herskende verdensbilleder, der som bekendt ofte, men ikke kun,
er de herskendes verdensbilleder. Slavoj Zizek komplicerer
tingene. Men som De hurtigt vil opdage, gør han det på en måde,
der får læserens panderynken til at veksle med smilehuller. 

Zizek er en samler af anekdoter og en elsker af moderne film,
og alt mens man er inde i en voldsomt abstrakt Lacan-inspireret
psykoanalyse af tidsånden, stanger han en underfundig historie, en henvisning til en Hitchcock-gyser eller en scene fra en af
Hollywoods nyere katastrofefilm ud til læseren. Og bedst som
man føler sig på sikker grund under Zizeks udfoldelse af
eksempler fra hverdagen, slår han en uventet filosofisk kolbøtte,
der øjeblikkeligt fratager den læsende fodfæstet. 

Selve titlen på denne nye bog er hentet ud af en film. Brødrene Wachovskis The Matrix, der handler om, hvad der sker, når den
reelle virkelighed i al sin brutale trøstesløshed bryder ind i den
virtuelle, koreograferede virkelighed, som det lykkes de fleste at
opretholde det meste af tiden med hjælp fra magthavere og fra
underholdnings- og afledningsindustrien. Det var det, der skete den 11. september 2001, da de kaprede fly slog hul i den beskyt- tende sfære, der indtil da havde holdt 'virkelighedens ørken' på
sikker afstand for den amerikanske offentlighed.

Men bogen handler lige så meget om de nye sfærer af forstilt virkelighed, som man straks efter 11. september gik i gang med at opbygge, i USA, men også i Europa. Herunder forestillingen om fundamentalismen, der fremstilles som noget fremmedartet derude, som antitesen til de demokratiske kapitalistiske samfund. Hvor der i virkeligheden, den reelle, er tale om, at kapitalismen i sig selv er en farlig fundamentalisme og som
sådan i høj grad årsag til den islamiske fundamentalismes udvikling.

Slavoj Zizek er en mønsterbryder, en verdensbilledstormer, der med skarphed og chokeffekt snurrer rundt og angriber såvel Europa som venstrefløj i netop det øjeblik, han hos læseren har fået etableret det komfortable billede af USA som selve den ondartede producent af globale modsætnings- og konfliktforhold. 

Et afgørende anliggende for Zizek er - med hans egne ord - at gøre det klart, »at alle de vigtigste udtryk, vi bruger til at betegne den aktuelle konflikt, - 'krig mod terroren', 'demokrati og frihed',
'menneskerettigheder' osv. - i dag er FALSKE udtryk, der mystificerer vores opfattelse af situationen i stedet for at få os til at tænke over den. I præcis den betydning tjener selve vores 'frihed' til at tilsløre og opretholde vores dybereliggende ufrihed.« 

Vi føler os fri, ford vi mangler selve sproget til at formulere vores ufrihed, siger Slavoj Zizek. Hans angreb på faste og fastlåste billeder af virkeligheden gør ikke Zizek til traditionel dekonstruktivist eller skuldertrækkende postmodernist.

Zizek er tværtimod radikal politisk aktivist - han er på det punkt blevet sammenlignet med Sartre - men selv om han andetsteds har gjort sig til talsmand for eftersøgningen af et nyt 'venstreorienteret, antikapitalistisk projekt', så er han milevidt fra drømmen om nye endegyldige modeller for virkelighedens udformning. Progressiviteten ligger netop i aldrig at forfalde til konstruktion af virtuelle realiteter eller mentale beskyttelsesrum 
af ideologisk beton.

Slavoj Zizek vil af nogle i Danmark være kendt via sine tidligere bøger Det skrøbelige absolutte (Gyldendal) og Om troen (Anis) 
og måske af flere som fast, skarp kommentator i dagbladet
Information. Det er med stor glæde og ikke ringe stolthed, at vi i samarbejde kan originaludgive denne nye bog fra Zizeks hånd som en simultan verdenspremiere på dansk og på engelsk, med forlaget Verso som udgiver af den engelske udgave. Zizek
tager i Velkommen til virkelighedens ørken filosofisk og politisk livtag med den realitet efter 1. september 2001, som på en gang fremstår som fastslåst og entydig - 'Det gode i kamp mod det onde' - og som et rygende kaos af nye spørgsmål og usikker- heder. Slavoj Zizeks konfrontation meddenne virkelighed er en kraftpræstation, en intellektuel kraftanstrengelse ud over det normale. Det bliver det muligvis også for læseren, men det er
anstrengelsen værd. For virkeligheden derude er ingen Hollywood-film.

Hans Bandmann Jørgen Steen Nielsen
Introite Information

August 2002
 
[forrige side] [sidetop]
 

 
 
Virkelighedens Ørken
Indhold
Forord 
Uddrag 
Anmeldelser 
Forfatter  
 
Se stor forside 73 kb  
Se stor bagside
90 kb    
 
   
   
 

INTROITE publishers