Uddrag Kapitel 1

Han drømte.
Jeg ser en mand komme vandrende – drømte han.
Jeg har set ham længe.
Han vandrer over sletten. Gennem højt græs. Med solen i ansigtet og øjne som to tankestreger. Han er i blå bukser og en hvid broderet lærredsskjorte med vide ærmer. Høje, slidte læderstøvler. Håret er gult som sennep. Han har røde og buskede bakkenbarter. Hans hoved er fuldt af lut og fløjte og lette trommeslag. Han sveder. Det er juli.
Han har slængt sin lange næse over skulderen som et tørklæde.

Drømmen holdt op.
Han forsøgte at åbne øjnene, men kunne ikke.
Han forsøgte at føle sig frem, men fandt ingen skodder.
Han hørte ingenting, lugtede ingenting, smagte ingenting.
Alligevel var han i live.
Alligevel var han vågen.

Budapest. September. Jonas Rafn skriver. Et brev.
Vi kan ikke se hinanden mere, Lilli. Senere… måske… men ikke nu. Tro mig, jeg gør det for din skyld. Du ved jeg godt kan lide dig. Men tænk på Varga. Tænk på Maja. For det er klart at der må være en sammenhæng.
Du kender kun halvdelen af historien, Lilli. Og jeg ville helst ikke have trukket dig ind i alt det andet. Men det er sikkert for sent. Jeg ved det ikke. Det var dumt af mig at komme her.

Du sover i værelset ved siden af, bag de høje glasdøre, sover tillidsfuldt på divanen under det tre meter høje vindue (med store træskodder trukket halvvejs for – på grund af flagermusene). Blå lyn over himmelen udenfor, fjerne tordenbrag bag Budahøjene, men det regner ikke længere, og jeg kan se Matthiaskirken og Fiskerbastionen. De er som klippet i silkepapir. I værelset hvor du sover: høje, grønne, palmelignende vækster og din bedstefars malerier på væggene (En jæger i sne mellem grå træer – En flok køer på grønt græs – Vildsvin i en mørk skov). Han var botaniker. Husker du hvor glade vi blev da vi fandt to af hans bøger i Zirc – i det store bibliotek? Og her – i værelset hvor jeg sidder og skriver: egyptiske plakater og gamle kalenderbilleder (klæbet op på tykt pap og hængt på væggen). Boghylden med uforståelige bøger. Ballonen jeg købte til dig på hestedagen i Nagyvázsony – det meste af gassen er gået af den og den skrumper mere og mere, men den dingler standhaftigt i snoren, sat fast på døren, hvis håndtag er i næsehøjde og får mig til at føle at jeg er havnet blandt kæmper. Der er over fire meter til loftet i disse gamle lejligheder. På bordet: dit gamle skoleatlas – med billedet af en klovn på bogbindet, en klovn der ler og ler og ler og ler … Og Newsweek: Jazz coming back (hvorfra? spurgte vi hinanden. Vi vidste ikke at den var gået nogen steder hen). I aftes skrev du ”Félek” på servietten. Jeg spurgte hvad det betød. Først ville du ikke sige det. Men da jeg begyndte at bladre i ordbogen gav du op … Én félek: Jeg er bange … Vi talte ikke mere om det. Gik i seng i stedet for. Nu sidder jeg her. Du sover. Klokken er halv tre. Félek.

Den første aften vi mødtes gav jeg dig et sæt spillekort (købt i lufthavnen i København). Hvert kort viser et billede fra Alice in Wonderland – John Tenniels illustrationer. Og det er ikke meningen at man skal spille med dem. De er lavet specielt med små hak og beregnet til mennesker som vil lave vifter og bygge pagoder og himmelstormende korthuse … (Construction & Building Set. Made in Hong Kong.) Vi var lige begejstrede for Alice begge to, og jeg foreslog at vi skulle bygge noget sammen … på det runde bord i konditoriet på Vörösmarty tér. Det virker som en evighed siden. Og et korthus og en ballon som luften er gået af – meget mere har jeg vist ikke haft at give dig. På alle måder.

Under normale omstændigheder ville jeg –
Men det her er måske –
Jeg er bange for at det kan banke på døren.
Jeg er bange for at de vil finde mig.
Der er meget jeg aldrig har fortalt, Lilli.

Jeg er klar over at det vil blive vanskeligt at tro mig. Det får være som det være vil. Jeg kan kun skrive det ned som jeg har set og har hørt – hvad jeg har oplevet i disse to uger.

Noget af det kender du. Undskyld gentagelserne, Lilli. Men du skal vide at jeg også skriver for min egen skyld. Jeg har det tit sådan: Jeg ved ikke hvad jeg føler eller mener før jeg har sagt eller skrevet det. Og jeg må gennemgå det hele. Jeg må forsøge at finde den nål som jeg ved ligger gemt et eller andet sted i denne høstak af forvirrende indtryk.

Jeg traf Varga første gang i 1974, på et seminar for folkemindeforskere i Berlin. Vi fandt hinanden med det samme – over et glas øl og vores fælles interesse for eventyr om træer og planter. Jeg husker at vi tilbragte en hel nat – op og ned ad Kurfürstendamm – med at diskutere en ungarsk variant af typen ”jomfruerne (prinsesserne) bortført af en drage” (ATh - , 301/c*). Eventyret hed ”Peter Blomst” og findes i Gyula Ortutay: Magyar Népköltészet, III, s. 219 (Budapest 1955), fortalt af István Szendrei i 1936 i landsbyen Paszab.
Varga var altid nøjeregnende med den slags referencer, hans hukommelse var smurt ind i lim og sugede detaljer som et fluepapir.
Du bør læse hele eventyret, Lilli – hvis du får lejlighed til det … Det er et af de mest farverige eventyr I har her i Ungarn.
Her skal vi bare dvæle ved visse detaljer.
Fordi jeg tror at de er vigtige. Fordi jeg føler at dette eventyr måske er en af mange nøgler …
 
En enke havde tre sønner og tre døtre. Døtrene blev kidnappet af drager, og de tre sønner blev dræbt i forsøget på at befri deres søstre. En dag da enken er ude at samle græs i en lille sæk, finder hun en dejlig, hvid blomst. Hun plukker den, men stilken bliver stående tilbage. Hun snuser til blomsten som har en underdejlig duft. Hun synes det er synd at smide den væk, og efter en pludselig indskydelse putter hun den i stedet for i munden. Uden egentlig at ville det kommer hun også til at synke den. Fra det øjeblik begynder hun at lægge sig ud – mere og mere. Til sidst er hendes mave så stor at præsten gerne vil tale med hende. Han irettesætter hende og anklager hende for at leve et usædeligt liv. Men hun bedyrer at hun ikke har været sammen med nogen, siden hendes mand døde. ”Hvordan hænger det sammen med at du er blevet så stor?” spørger præsten, og enken fortæller ham om den blomst hun spiste. (En forklaring præsten mærkeligt nok ser ud til at acceptere uden at blinke!) Kort tid efter føder hun en søn og døber ham Peter Blomst …

Peter Blomst nedlægger de tre drager og befrier de tre jomfruer (som sandsynligvis slet ikke er jomfruer længere!). Med den sidste drage laver han en aftale … Han har skåret treogtyve af dragens hoveder af, og der er kun ét tilbage da dragen tager ordet:”Skån mig, Peter Blomst! Skån mig, bror Peter! Lad mig beholde dette sidste hoved! Hvis du lader mig beholde det, skal jeg skriftligt love at forlade landet for altid, og ingen skal nogensinde høre noget til mig igen!”

Peter lovede at skåne dragen på betingelse af, at den gav de tre døde drenge livet igen. (Citat:)”Dragen smurte sit blod – der fossede ud fra alle dens nakker som en bæk – på de tre poppeltræer som stod dér hvor brødrene lå begravet. De tre drenge sprang op, sunde og raske. Dragen kunne nu leve resten af sit liv med ét hoved … Og han underskrev en aftale om at han straks skulle forlade landet, og at ingen nogensinde skulle høre noget til ham igen. Dragen holdt sit løfte og er aldrig blevet set siden.”
Peter Blomst vender tilbage til enken sammen med de tre brødre og de tre søstre. Hele landsbyen fester – som rimeligt er. Men da festen er ved at slutte, bryder Peter op … (Citat:) ”Han tog sin mor i sine arme, kyssede og omfavnede hende. ’Kære mor’, sagde han, ’ nu skal du tage mig med tilbage til den grøft hvor du plukkede mig.’
De gik til det sted hvor moren havde plukket ham. Igen omfavnede og kyssede han hende:
’Kære mor, du skal aldrig få mig at se mere!’
Der havde allerede åbnet sig en sprække i jorden.
’Tager du af sted, mit barn?’
’Ja.’
Han lagde hænderne på knæene og sprang ned i den afgrundsdybe grøft.”

Varga og jeg holdt kontakt med hinanden. Vi skrev ikke tit, men nok til at det udviklede sig til noget jeg gerne vil tænke tilbage på som et venskab.
I juni 1976 besøgte jeg ham – han havde et sommerhus ved Tihany. Han var dengang midtvejs i sin store afhandling om János Hosti, den ungarske folkemindeforsker der døde alt for ung, kun 34 år gammel, i en koncentrationslejr under krigen. Og Varga var – som sædvanlig – bristefærdig af iver og entusiasme, for på det tidspunkt var Hosti den eneste store, og det var lige før han i ramme alvor gav pokker i Malinowski, von Sydow og hele den russiske skole for at følge outsideren Hosti ind i den keltiske filologis irgange for der at søge nøglen til de europæiske eventyrs oprindelse …
Jeg husker vores samtaler. Jeg husker de lange gåture rundt om den indre kratersø. Jeg husker de aftener vi sad på stenmuren oppe ved den gamle barokkirke mens månen slog bro over Balaton og både med tivoli-lygter sejlede dovent forbi dybt under os.
Også dengang talte vi om ”Peter Blomst”. Varga havde fundet noget, men ville ikke sige hvad det var. Men han var revnefærdig og kunne ikke dy sig for at komme med halvkvædede viser og gådefulde udsagn, og han godtede sig lige meget hver gang over hvor irriteret jeg blev når jeg ikke forstod noget af det.
Det var en dejlig sommer.
Og det var sidste gang jeg så ham.
Bortset fra et julekort hørte jeg ikke mere fra ham i lang tid. Jeg skrev to breve uden at få svar. Jeg forsøgte at ringe. Men der var aldrig nogen der tog telefonen.
20. september i år kom der et telegram. Det var kort ...
      
[forrige side] [sidetop]