På denne side kan du yderligere læse: Uddrag af 1. kapitel

Kropotkins indledning

Der var to ting i dyrelivet, der navnlig vakte min opmærksomhed den gang, jeg i min ungdom rejste i Øst-Sibirien og det nordlige Manchuriet. Først den usædvanlige hårdhed, hvormed kampen for tilværelsen mod en barsk og ublid natur førtes af de fleste dyrearter - den mængde liv, som denne natur periodisk ødelagde og den deraf følgende fattigdom på liv over hele det umådelige territorium, jeg havde anledning til at studere. Dernæst, at der selv på de enkelte steder, hvor der var liv i overflod, ikke fandtes spor - skønt jeg ivrig søgte derefter - af den bitre kamp for føden blandt dyr af samme art, som de fleste darwinister, dog ikke altid Darwin selv, anser for at være det fremherskende træk ved kampen for tilværelsen og den væsentligste faktor i udviklingen.

De betingelser, under hvilke jeg så dyrene i Nord-Asien kæmpe for tilværelsen, var højst ugunstige. Sidst på vinteren heftige snestorme hyppigt efterfulgt af islag; sent i maj, når træerne allerede stod i udspring og insektlivet rørte sig overalt, frost og sne; ofte allerede i juli og august stærke snefald, hvorved myriader af insekter og præriefuglenes andet kuld unger ødelagdes. I de mildere egne i august og september stærke regnskyl - en følge af monsunen - som forårsagede oversvømmelser af en voldsomhed, der kun kendes i Amerika og Øst-Asien, og hvorved strækninger så store som de europæiske stater omdannedes til sumpe, og endelig i begyndelsen af oktober snefaldene, som ofte gør landstrækninger så store som Frankrig og Tyskland ganske ubeboelige for drøvtyggerne og dræber dem i tusindvis.

Igennem disse forhold lærte jeg hurtigt at forstå, hvilken uhyre betydning i naturen, det, som Darwin kalder “naturlig hindring for overbefolkning” har i sammenligning med kampen imellem individer af samme art for at skaffe sig føden, en kamp, som vistnok findes til en vis grad her og der, men som aldrig kan få samme betydning som den første.
Da mangel på liv - underbefolkning, ikke overbefolkning - var særkendet for den umådelige del af kloden, som vi kalder Nord-Asien, fik jeg alvorlig tvivl, som senere studium kun har bekræftet med hensyn til tilstedeværelsen af den frygtelige kamp for føden og livet indenfor hver enkelt art, der opstilles som en trosartikel af de fleste darwinister og derfor menes at spille den væsentligste rolle i udviklingen af nye arter.

Jeg fik en hel anden opfattelse af dyrenes liv. På steder, hvor jeg så det fyldigst repræsenteret, ved søerne f.eks., hvor millioner af forskellige arter kom sammen for at udklække yngelen, i gnavernes kolonier, i fuglenes vandringer, og navnlig ved et vandretog af dådyr ved Amurfloden*, hvor skarer af disse intelligente dyr samlet flygtede for den truende sne - i alle disse scener af dyrelivet, der foregik for mine øjne, så jeg gensidig hjælp blive praktiseret i en udstrækning, der bibragte mig den opfattelse, at gensidig hjælp var en faktor af allerstørste betydning for livets og artens vedligeholdelse og for artens udvikling.

Endvidere så jeg blandt Transbajkaliens* halvvilde kvæg, blandt de vilde drøvtyggere overalt, blandt egernene og flere andre arter, at dér, hvor dyrene som følge af en af de ovenfor nævnte årsager, må kæmpe med mangel på føde, kommer de alle så medtagne ud af denne kamp, at der ikke kan baseres nogen fremskridende udvikling af arterne på disse hårde kampperioder.

Da min opmærksomhed senere henledtes på forbindelsen mellem darwinisme og sociologi, kunne jeg derfor ikke være enig med nogle af de værker eller pjecer, der hidtil var skrevet om dette emne. Disse søgte alle at bevise, at mennesket, takket være dets højere intelligens og viden, vel nok var i stand til at mildne eksistenskampene, men de hævdede samtidig, at den kamp for livsfornødenhederne, som hvert dyr førte imod alle andre dyr og hvert menneske imod alle andre mennesker var en “naturlov”. Jeg kunne ikke godkende dette synspunkt, fordi jeg var overbevist om, at man ved at indrømme berettigelsen af en ubarmhjertig krig indenfor hver enkelt art og ved heri endog at se en betingelse for udviklingen, kun indrømmede noget, der ikke alene ikke var bevist, men også savnede bekræftelse gennem direkte iagttagelse.

Derimod vaktes min opmærksomhed ved et foredrag over loven om gensidig hjælp, som blev holdt på et møde af russiske naturforskere, i januar 1880, af den bekendte zoolog, professor Kessler, dekan ved universitet i Sankt Petersborg, og hvorved der for mig kastedes nyt lys over sagen. Kessler var af den formening, at der i naturen ved siden af loven om gensidig bekæmpelse gik en lov om gensidig hjælp, og at denne var af langt større betydning for eksistenskampens heldige udfald og navnlig for arternes fremadskridende udvikling end loven om gensidig kamp.

Denne formodning, der i virkeligheden ikke var andet end en videre udvikling af de idéer, Darwin selv havde fremført i menneskets afstamning, forekom mig så rigtige og at være af så stor betydning, at jeg straks begyndte at samle materiale til yderligere udarbejdelse af den idé, Kessler kun havde skitseret, og som han ikke levede længe nok til selv at få udviklet. Han døde i 1881.
Kun på ét punkt kunne jeg ikke slutte mig til Kessler. For ham var “forældrefølelsen” og omsorgen for afkommet kilden til dyrenes gensidige sympatiske følelser. 

At bestemme hvor vidt disse to følelser virkelig har været medvirkende til samfundsinstinkternes udvikling, og hvorvidt andre instinkter har virket i samme retning, forekommer mig at være et helt andet uhyre rummeligt spørgsmål, som vi næppe allerede nu er i stand til at drøfte. Først når vi har samlet de fakta, som viser os gensidig hjælp indenfor de forskellige dyreklasser og har påvist deres betydning for udviklingen, vil vi kunne undersøge, hvad der i samfunds- følelsernes udvikling skyldes forældrefølelse eller et rent socialt instinkt. Dette sidste har utvivlsomt sit udspring i de tidligste stadier af dyreverdenens udvikling, måske allerede i ‘koloni-stadiet’.

Jeg har derfor samlet hele min opmærksomhed på den opgave først og fremmest at få fastslået betydningen af gensidig hjælp som en faktor i udviklingen og vil overlade det til andre forskere at finde oprindelsen til det instinkt i naturen, der fremmer gensidig hjælp.Betydningen af denne faktor for gensidig hjælp undgik ikke et naturforskergeni som Goethe. Da Eckermann en gang fortalte Goethe, at to små gærdesmutter var kommet bort fra ham, og at han næste dag havde fundet dem i en rødkælks rede, hvor rødkælken madede dem sammen med sine egne unger, kom Goethe ligefrem i ophidselse. Han så i dette træk en bekræftelse på sine panteistiske idéer og udbrød: “Hvis det virkelig er tilfældet, at en sådan opfostring af en fremmed går gennem naturen som en almindelig lov, ville mangen gåde derved være løst”. Han kom den næste dag atter tilbage til denne lille begivenhed og opfordrede indtrængende Eckermann til at gøre den til genstand for særligt studium, idet han tilføjede, at han utvivlsomt derved ville komme til overordentlig værdifulde resultater. Desværre blev et sådant studium aldrig gjort; dog er det muligt, at Brehm, der i sine værker har samlet en masse materiale som bevis for gensidig hjælp blandt dyrene, er blevet inspireret af Goethes ord.

I årene 1872-1886 udkom der en del betydelige arbejder, der behandlede dyrenes intelligens og åndsliv. I tre af disse bøger drøftedes mere indgående det spørgsmål, vi her har under behandling, nemlig i Les Sociétés Animales af Espinas* (Paris 1877); La Lutte pour l’Existence et l’Association pour la Lutte, et foredrag af J.S. Lanesson (april 1881) og i Ludwig Büchners* bog Liebe und Liebesleben in der Tierwelt, hvoraf første udgave udkom 1879 og anden betydelig udvidede 1885. Men hvor fortrinligt hvert enkelt af disse værker end er, bliver der dog stadig plads for et arbejde, der opstiller gensidig hjælp som en naturlov og en faktor i udviklingen og ikke kun som et argument til gunst for en førmenneskelig oprindelse til de moralske instinkter.

Espinas havde navnlig sin opmærksomhed rettet på de dyresamfund (myrer og bier), der hviler på en fysiologisk arbejdsinddeling, og skønt hans bog er fuld af fortræffelige oplysninger i alle retninger, så blev den dog skrevet på en tid, da udviklingen indenfor de menneskelige samfund ikke kunne bedømmes på grundlag af den kundskabsmængde, vi nu råder over. Lanessons foredrag har mere karakteren af at være et åndfuldt udkast til et større arbejde, hvis formål var at behandle princippet gensidig hjælp, begyndende med klipperne i havet og gående videre til planteverdenen og dyreverdenen for endelig at slutte med mennesket. 

Hvad Büchners værk angår, kan jeg ikke gå ind på dets ledende idé, hvor tiltalende og rig på fakta det end ellers er. Bogen begynder med en hymne til kærligheden, og næsten alle de eksempler, der fremføres, går ud på at påvise kærlighed og sympati blandt dyrene. At henføre dyrenes selskabelighed til kærlighed og sympati er imidlertid det samme som at forringe denne følelses betydning og almenhed. Ligesom den menneskelige etik, der udelukkende er baseret på kærlighed og personlig sympati, kun bevirker, at den moralske følelse gennemgående indsnævres i sit begreb.

Det er ikke kærlighed til min nabo, som jeg meget ofte ikke kender, der får mig til at gribe en spand vand og løbe hen imod hans hus, når jeg ser, der er ild i det. Det er en langt rummeligere, om end måske noget mere uklar følelse, der griber mig - nemlig et solidaritets- og samfundsinstinkt. Det samme er tilfældet med dyrene. Det er ikke kærlighed, ja ikke engang sympati, der får en flok drøvtyggere eller heste til at slutte sig sammen i en ring for at modstå ulvenes anfald. Det er ikke kærlighed, der bringer ulvene til at samles i flok for at gå på jagt; ikke kærlighed der bevirker, at ungerne leger sammen, eller de unge fugle af flere arter tilbringer dagen i hinandens selskab. 

Det er hverken kærlighed eller personlig sympati, der bevirker at mange tusinde rådyr, som før var spredt over en landstrækning så stor som Frankrig, samler sig i sluttede flokke for alle at vandre mod et bestemt mål og der sætte over en flod. Alt dette skyldes en følelse, der er langt rummeligere end kærlighed eller personlig sympati - et instinkt, der i løbet af en uendelig lang udvikling har uddannet sig hos dyr og mennesker og lært dem begge, hvilken styrke, de kan drage gennem udøvelsen af gensidig hjælp og hvilke glæder et fredeligt liv byder dem.

For den, der studerer dyrenes psykologi eller menneskets etik, vil denne forskel være let forståelig. Vistnok spiller kærlighed, sympati og selvopofrelse en stor rolle i de moralske følelsers udvikling. Alligevel er det menneskelige samfund hverken baseret på kærlighed eller sympati, men på bevidstheden om menneskets solidaritet, selv om denne følelse endnu kun optræder som et instinkt. Det er en ubevidst erkendelse af, hvor megen styrke det enkelte menneske vinder ved at udøve gensidig hjælp, af den nære forbindelse, der findes mellem det enkelte menneskes lykke og alle andres, af en lighed eller retsfølelse, der tvinger os til at fordre samme ret for andre mennesker som for os selv. På denne brede og nødvendige basis har endnu højere moralske følelser udviklet sig. Dette emne ligger imidlertid udenfor nærværende bogs ramme, og jeg skal derfor indskrænke mig til at gøre mine læsere opmærksom på et foredrag, Justice and Morality, som jeg i sin tid holdt som en imødegåen af Huxleys* Ethics, og hvori jeg behandlede dette emne.

Jeg kom gennem alt dette til den overbevisning, at en bog, der behandlede princippet “gensidig hjælp” som en naturlov og faktor i udviklingen, ville afhjælpe en betydelig mangel. Da Huxley i 1888 udstedte sit tilværelseskampens manifest Struggle for Existence and its Bearing upon Man, som efter min mening var en meget ukorrekt fremstilling af naturen således, som man lærer den at kende i skoven og på stepperne, satte jeg mig straks i forbindelse med udgiveren af Nineteenth Century og udbad mig plads i hans tidsskrift for en udførlig imødegåen af den berømte darwinists synspunkter. James Knowles bifaldt min plan med varm sympati. Jeg talte ligeledes om den til W. Bates*. “Selvfølgelig er deres opfattelse den rette darwinisme”, sagde han. “det er frygteligt at tænke sig, hvad “man” har fået lavet ud af Darwin. Skriv Deres artikler, og når de er færdigtrykte, skriver jeg et brev til Dem, som De gerne må offentliggøre”.

Desværre tog det mig næste syv år at skrive disse artikler, og da den sidste udkom, var Bates ikke længere blandt de levendes tal.
Efter at have drøftet den betydning gensidig hjælp har for de forskellige dyreklasser, var det kun rimeligt, at jeg behandlede samme tema i menneskets udvikling. Dette syntes mig at være så meget mere nødvendigt, som der findes en del evolutionister, der nok indrømmer betydningen af gensidig hjælp blandt dyrene, men - som i lighed med Herbert Spencer - ikke vil indrømme den for menneskets vedkommende. De hævder, at den enkeltes krig imod alle var den vigtigste livsbetingelse for det primitive menneske. Hvorvidt denne påstand, der alt for ofte er blevet gentaget uden tilbørlig kritik, kan støttes af, hvad vi ved om de tidligste faser af menneskets udvikling, vil blive drøftet i nærværende bog i de kapitler, som omhandler vilde og barbarer.

Mængden og betydningen af de institutioner, der fremmede gensidig hjælp og som udvikledes gennem de vildes og halvvildes skabende genius i den tidligste slægtsperiode og endnu mere under landsbykommunerne, i forbindelse med den umådelige indflydelse, som disse tidlige institutioner har udøvet på menneskets senere udvikling, bragte mig til at udvide mine undersøgelser lige op til den sidste historiske tid - og til særlig at studere den uhyre interessante periode, som omfatter Middelalderens frie byrepublikker, hvis integritet og indflydelse på vores moderne civilisation man endnu ikke helt har forstået. Endelig har jeg forsøgt i korte træk at skildre den betydning, som menneskets instinkt for gensidig hjælp - nedarvet fra slægt til slægt gennem en uendelig lang udvikling - spiller endog i vort moderne samfund, der dog menes at hvile på princippet, hver enkelt for sig og staten for alle - et princip, som dog aldrig er blevet gennemført og heller aldrig vil blive det.

Man kan imødegå min bog med den indvending, at jeg har fremstillet både dyr og mennesker i et alt for gunstigt lys og fremhævet de selskabelige egenskaber, mens jeg næppe har berørt de anti-selskabelige og selvhævdende instinkter. Dette har imidlertid været uundgåeligt. Der er blevet talt så meget om “den hårde, ubarmhjertige kamp for livet”, som hvert dyr må føre imod andre dyr, hver vild imod andre vilde og hvert civiliseret menneske imod andre mennesker, og dette er i den grad blevet en trosartikel, at det er nødvendigt at imødegå den med en række fakta, som viser os dyrets og menneskets liv under en helt forskellig synsvinkel.

Det er nødvendigt at påpege den overvejende betydning, som de selskabelige sædvaner har for naturen samt for dyrs og menneskets fremadskridende udvikling - at påvise, hvorledes de yder dyrene den bedste beskyttelse imod fjenden, letter dem arbejdet for at skaffe sig føden (vinterforrådene, vandringerne osv.) Og tillige bevirker, at de lever længe og derved gives større mulighed for at udvikle deres intellektuelle evner. For menneskets vedkommende betyder de selskabelige tilbøjeligheder samme fordele, men de har desuden hjulpet mennesket til at udarbejde institutioner ved hjælp af hvilke det har fået kræfter til at overvinde den hårde kamp imod naturen og til stadig at udvikle sig, til trods for alle uregelmæssigheder. Nærværende bog er altså en bog om den lov, der dikterer gensidig hjælp, set som en af hovedfaktorerne i udviklingen, men ikke en bog om alle faktorerne i denne udvikling og deres respektive betydning; denne første bog måtte skrives, førend den anden blev mulig.

Det falder mig ganske vist ikke ind at undervurdere den betydning, som den personlige selvhævdelse har haft for menneskets udvikling. Jeg tror imidlertid, at dette emne fordrer en langt dybere behandling, end det hidtil har fået. I menneskets historie har individets selvhævdelse ofte været og er endnu meget forskellig (langt større og dybere) fra den smålige og uintelligente snæverhjertethed, som en hel klasse skribenter giver navn af “individualisme” og “selvhævdelse”. Antallet af de individer, som har skabt historien har heller ikke været begrænset til dem, som historikerne fremfører som helte. Det er derfor min hensigt, hvis forholdene tillader det, særskilt at omtale den rolle, som individets selvhævdelse spiller for menneskets fremadskridende udvikling.
 
Her gør jeg foreløbig følgende almene bemærkning: når de institutioner, der fremmede gensidig hjælp, stammen, landsbykommunerne, gilderne, købstaden, i historiens løb begyndte at miste deres primitive karakter og at blive fortrængt af parasitiske udvækster og derved blev en hindring for fremskridtet, antog individernes reageren imod disse institutioner altid to forskellige former. En del af dem søgte at forbedre de gamle institutioner eller at udarbejde højere former for det fælles velfærd baseret på det tidligere princip om gensidig hjælp; de forsøgte at indføre erstatningsprincippet i stedet for lex talionis* og senere hen tilgivelse for fornærmelser, eller et endnu højere ideal om lighed i den menneskelige bevidsthed i stedet for ‘bøde’ i forhold til klassebetydningen. Men samtidig forsøgte den anden del af opponenterne at nedbryde de institutioner, der fremmede gensidig hjælp, uden at have anden hensigt end at forøge deres egen velstand og magt. I den tredelte strid mellem de to partier, der ønskede forandring, og dem, som holdt på det bestående, ligger historiens virkelige tragedie. Det ville imidlertid tage mig mindst lige så mange år, som det koster mig at skrive denne bog, at gøre rede for denne strid og ærligt bedømme den rolle, hver enkelt af disse tre kræfter har spillet i menneskets udvikling. 

Jeg vil derfor endnu kun nævne nogle af de bøger, som behandler samme emne, og som er udkommet efter at mine artikler om Gensidig hjælp blandt dyrene var skrevet, således f.eks. The Lowell Lectures on the Ascent of Man af Henry Drummond (London, 1894), og The Origin and Growth of the Moral Instinct af A. Sutherland (London, 1898). Begge disse bøger er i hovedsagen anlagt efter samme linier som Büchners Liebe; den sidste af dem behandler vidtløftigt forældre- og familiefølelsen som den eneste indflydelse, der gør sig gældende ved de moralske følelsers udvikling. Et tredje arbejde , der behandler mennesket og går ud fra et lignende synspunkt, er J.A. Giddings The Principles of Sociology, af hvilken første udgave udkom 1896 i New York og London og hvis hovedidéer skitseredes af forfatteren i en pjece, der udkom 1894. Jeg overlader det imidlertid til litterære kritikere at drøfte de berørings-, ligheds- eller modsætningspunkter, der findes mellem disse bøger og nærværende.

De forskellige kapitler af nærværende bog har været offentliggjort i Nineteenth Century (Mutual Aid among Animals september og november 1890, Mutual Aid among Savages april 1891, Mutual Aid among Barbarians januar 1892, Mutual Aid in the Medieval City august og september 1894, og Mutual Aid among Modern Men januar og juni 1896). Ved udgivelsen af disse artikler i bogform var det først min hensigt i et tillæg at samle den mængde materiale, som jeg ikke havde fået med i artiklerne, og ligeledes at drøfte flere mindre væsentlige punkter. Det viste sig imidlertid snart, at dette tillæg ville blive dobbelt så stort som bogen selv, og jeg blev derfor nødt til at opgive denne plan i hvert fald foreløbig.

Pjotr Krapotkin
Bromley, Kent, 1902

[sidetop]

Uddrag af 1. kapitel
 
Begrebet kampen for tilværelsen som en faktor i udviklingen, 
der indførtes i videnskaben af Darwin og Wallace, har sat os i
stand til at indeslutte en hel række fænomener i en simpel 
formel, som snart blev selve grundlaget for vores filosofiske,
biologiske og sociologiske forskning. En mangfoldighed af 
fakta, tilpasning af de organiske væseners funktioner og 
bygning efter deres omgivelser, fysiologisk og anatomisk
udvikling, intellektuel og moralsk fremgang, som man før
plejede at forklare på så mange forskellige måder, blev af
Darwin optaget i ét alt omfattende begreb.

Man opfattede dem som stadige bestræbelser - som en kamp
med ugunstige forhold - for at nå den udvikling for individerne,
racerne, arterne og samfundene, som førte til den højest mulige
fylde, varietet og intensitet af liv.

Det er utænkeligt, at Darwin ikke selv fra begyndelsen skulle
have været klar over den kendsgernings almindelighed, som han
først opstillede for at forklare en mængde fakta vedrørende
ophobningen af individuelle varieteter hos begyndende arter.
Men han forstod, at det begreb, som han indførte i videnskaben
ville tabe sin videnskabelige og eneste virkelige mening, hvis det
kun brugtes i sin begrænsede betydning - nemlig som et udtryk
for kampen mellem de enkelte individer blot for at skaffe sig 
føden. Endog i begyndelsen af sit navnkundige værk Arternes
oprindelse opfordrer han til at opfatte udtrykket ”i dets 
vidtstrakte, billedlige betydning, således at det indeslutter det
ene væsens afhængighed af det andet og (hvad der er endnu
vigtigere) ikke alene individets liv, men også dets held til at
efterlade sig afkom.”
...
  
[forrige side] [sidetop]