Uddrag 6. kapitel

HEMMELIGHED - VEJEN TIL UDVIKLING

Den attraktive skattelovgivning som Liechtenstein har udstyret 
sig med kan ikke alene forklare landets økonomiske udvikling. Når Liechtenstein har kunne tiltrække så meget kapital, så er 
det fordi landet i en ramme af politisk stabilitet og respektabilitet,
garanterer anonymitet og forretningshemmelighed, begge
grundelementer i lilleputstaten. Liechtensteins succes er i vid
udstrækning bygget på en tradition for total diskretion, som end
ikke en tilsyneladende åbenhed kan rykke ved.

EN HERMETISK DISKRETION 
Den totale bankhemmelighed

Bankhemmeligheden har ry for at være endnu stærkere i Liechtenstein end i Schweiz, selvom udformningen af fyrsten- dømmets love er stærkt inspireret af det store nabolands.
Liechtenstein er ikke hyklerisk på dette delikate punkt, for fyrst Hans-Adam den Anden, har for nyligt udtalt, at han hellere vil træde ud af EFTA end at opgive bankhemmeligheden.

Juridiske strukturer sikrer anonymiteten
I begyndelsen af tyverne i sidste århundrede udtænkte den berlinske advokat Heinrich Kuntze, der ville beskytte sin egen formue, en plan om at placere sin formue i Liechtenstein, der så, som vi siden har set det, skulle udstyres med en lovgivning, der sigter mod at garantere absolut anonymitet og fortrolighed.
Liechtenstein kan i dag tilbyde en bred vifte af forskellige juridiske konstruktioner for de offshore selskaber, som landet huser, både holding-, og skuffeselskaber, det vil sige selskaber der har hovedsæde i Liechtenstein uden dog at udøve nogen som helst økonomisk eller erhvervsmæssig aktivitet på stedet.
Der kan oprettes fonde, formueforvaltningsselskaber og yderligere en helt særlig juridisk kategori, de såkaldte ‘anstalter’ eller ‘etablissementer’.

Det er en juridisk enhed, der strengt taget hverken er et selskab, eller en privatretlig trust. Direktionen i et sådant etablissement tilhører dens grundlægger, der udnævner en gruppe administratorer. Blandt disse kan der udpeges en kurator, en slags rådgiver, der har magt til at deltage i beslutningerne. Denne juridiske konstellation gør det muligt for de reelle beslutningstagere (ejer-/stifterkredsen) at forblive i skyggen,
mens kun kurator eller administratorerne er kendt af offentligheden. Det skal også understreges, at etablissementet, ikke har pligt til at offentliggøre sine regnskaber, og heller ikke til at afholde årsmøde.
Bortset fra mekanismen bag et ‘treuhandschaft’ er Liechtenstein det eneste land på det europæiske kontinent, der anerkender den angelsaksiske trust.
Identiteten af indehaverne af økonomiske rettigheder, det vil sige de reelle beslutningstagere, kendes kun af den liechtensteinske advokat, der tegner etablissementet, og denne skal ikke oplyse identiteten til banken, der fører etablissementets konto. Identiteten skal dog oplyses til selskabsregistret, men det er lukket for offentligheden.

Strengt taget drejer det sig ikke om bankhemmelighed, i den forstand, at banken ikke selv har disse informationer, men om forretningshemmelighed. Det gør det muligt for de, der leverer finansielle tjenesteydelser, at love totalopfyldelse af rollen som et uigennemtrængeligt skjul, hvilket igen gør det umuligt for eventuelle efterforskere at finde sporet af bagmændene. Disse mekanismer har været i brug konstant siden Anden Verdenskrig, og er med til at nære en tilbagevendende kritik mod Liechtenstein.

FACADE NORMALISERING
Uopfyldte internationale forpligtelser
Gennem et årti har Liechtenstein brudt med landets tidligere isolationspolitik for i stedet, og til forskel fra naboen Schweiz, at involvere sig stadig mere i det internationale samfund. Fyrstendømmet blev således i 1990 FN medlem nummer 160. I 1991 sluttede landet sig til den europæiske frihandels- organisation, og til verdenshandelsorganisationen WTO og EFTA i 1995 efter en meget snævert afgjort folkeafstemning.
Liechtenstein nyder således godt både af EFTAs fri bevægelighed for varer, kapital og tjenesteydelser, og af toldunionen med Schweiz. Denne åbning er ledsaget af Liechtensteins underskrivelse af vigtige internationale konventioner, hvoraf nogle af dem indgår i kampen mod hvidvask af penge.

Liechtenstein er siden 1970 medunderskriver af den europæiske konvention om gensidig retshjælp i straffesager af 20. april 1959. Ved at tilslutte sig konventionen og indføre bestemmelser om hvidvask af penge i sin straffelov, har Liechtensteins domstole i teorien forpligtet sig til at yde gensidig retshjælp. Konventionen forbyder i teorien, at bruge bankhemmelighed som argument for ikke at yde gensidig hjælp i internationalt samarbejde om straffesager.
Men Liechtenstein har ikke tilsluttet sig Wien-konventionen af 1988 mod ulovlig handel med narkotika og psykofarmaka. Det begrundes med toldunionen med Schweiz, der gør, at de to lande skal tilslutte sig samtidigt, og Schweiz har ikke ønsket at gøre dette. Mens Liechtenstein den 29. juni 1995 nok har underskrevet Europarådets konvention af 8. november 1995, kendt som Strasbourg-konventionen, om opsporing af hvidvask, beslaglæggelse og konfiskation af gevinster fra kriminalitet, så har landet endnu ikke ratificeret denne tekst. Et lovforslag til ratifikation er dog forelagt Liechtensteins parlament. Og endelig har Liechtenstein som medlem af EFTA indført EU-direktiv 91/308 af 10. juni 1991 om hindring af banksystemets benyttelse til hvidvask af penge.
Det der imidlertid samtidig understreger den begrænsede rækkevidde af Liechtensteins diplomatiske åbning mod omverden, er at landet aldrig har forestillet sig at gå med i FATF, og end ikke har påbegyndt indledende forhandlinger med denne institution, som andre industrialiserede lande har tilsluttet sig.

EN INEFFEKTIV MEKANISME MOD HVIDVASK
Kriminalisering af hvidvask
Liechtensteins lov af 18. december 1998 der ændrer straffeloven og indfører en bred kriminalisering af hvidvask, er inspireret af den østrigske straffelov, og ligger tæt op ad den lov, der gælder i Frankrig siden 1996. Bredden af den forudgående forbrydelse, der skaber de midler, der senere hvidvaskes, bliver med loven udvidet til at omfatte alle forbrydelser, ikke kun narkotikaforbrydelser.
Lovovertrædelsen består her enten i at skjule formuegoder, der stammer fra en tredjepersons kriminelle handlinger, eller i at forhindre identifikation af formuens oprindelse, eller endelig i at forvalte midler, der tilhører en kriminel organisation.
Den sidste forbrydelse, der specifikt henviser til organiseret kriminalitet, straffes hårdere end de to andre (med fem års fængsel mod to).

Forpligtelser for finansielle mellemmænd
Loven om pligt til årvågenhed for finansielle mellemmænd trådte i kraft 1. januar 1997, og erstatter en konvention mellem Liechtensteins regering og bankvæsenet. Feltet af de berørte professioner dækker nu alle finansielle mellemmænd: Loven gælder investeringsselskaber, advokater, forvaltnings-institutter, forsikringsselskaber og postbanker.
Indholdet af disse forpligtelser ser ud til at være i overensstemmelse med de europæiske standarder. Finanssektorens ansatte skal således checke identiteten af dem, de indgår kontrakter med, og af de økonomiske bagmænd, og endvidere bevare beviser for handler i en periode på 10 år. I tilfælde, hvor der hersker tvivl om oprindelsen af midler efter en første undersøgelse, skal de ansatte oplyse om deres mistanke til et dertil oprettet særligt kontor, Bureauet for finansielle ydelser (AFDL), eller hvis de foretrækker det, direkte til det relevante ministerium.

Specialister i Europarådets udvalg for kriminelle problemer har påpeget de uheldige konsekvenser af, at det er personer fra finanserhvervene, der pålægges pligten til selv at foretage den indledende undersøgelse.
”Institutionerne eller de personer, der er undergivet lovens krav, skal selv afgøre om en mistænkelig transaktion er det i en så tilstrækkelig høj grad, at den også skal anmeldes. De pålægges således en opgave, som politi eller retsvæsen normalt varetager. En metode man normalt benytter til at fjerne eller underbygge en mistanke består i, at afklare en given handels økonomiske rammer og sammenhæng, hvilket i den praksis Liechtenstein har anlagt, ofte vil indebære, at man spørger klienten selv.
Specialisterne har svært ved at se, hvordan man med denne metode kan undgå, at advare klienten.

Institutionerne eller de personer, der er underlagt lovens krav om øget årvågenhed, står således i en åben interessekonflikt mellem på den ene side loyaliteten over for klienten, og på den anden side forpligtelsen til at oplyse om deres mistanke. Og her har formuebestyrere udtrykt deres bekymring for at de med forpligtelsen til at afsløre en klients identitet kan pådrage sig et ansvar for brud på fortrolighed.”
I øvrigt skal de finansielle mellemmænd iværksatte en intern kontrol, og uddanne særligt personale, men det er private revisionseksperter, der har til opgave at efterse om forpligtelsen er overholdt, hvilket Europarådets specialister har fordømt med disse ord: ”Specialisterne konstaterer med bekymring, at AFDL i praksis, kun har fem ansatte, der hverken har pligt til, eller reelt er i stand til, at gennemføre en sådan kontrol, og at deres arbejde således er begrænset til at efterse om loven om øget årvågenhed formelt set er overholdt. Kontrollen gennemføres af private firmaer, der er ansat af regeringen, men betalt af de virksomheder, der er genstand for kontrollen, og som skal tilse om alle de pligter, der følger af loven, er overholdt, herunder også pligten til at oplyse om en begrundet mistanke.”

Det kan straffes med op til seks måneders fængsel ikke at overholde forpligtelserne i loven. Men dens ord har dog kun i meget få tilfælde ført til handling.
Det har givet anledning til en kritisk undersøgelse, foretaget af den tyske efterretningstjeneste. I april 1999 afleverede August Hanning, formand for den tyske efterretningstjeneste (BND), en rapport til ledende medlemmer af den tyske regering. Rapporten er en analyse af situationen i Liechtenstein, der kaldes ”et af de vigtigste steder i Europa for hvidvask af penge.”
Rapporten, der er på nogle og tredive sider, afslører et plutokrati af advokater, bankfolk og handelsagenter, der under legalitetens dække og gunstige lovgivningsmæssige rammer (bankhemmelighed, anonyme fonde og selskaber, fravær af kontrol mekanismer osv.) accepterer og tilskynder hvidvask, foretaget af de store narkokartellers ledere.

Ifølge undersøgende journalistik foretaget af tyske medier, har BND kunnet bevise dette samarbejde mellem kriminelle og respektable forretningsfolk, i kraft af aflytninger, der har stået på siden 1996. Det er sket fra BNDs lyttepost i Schwartzwald, der via Intelsat-satelitten har opsnappet finanshusenes natlige overførsler af data. Rapporten har sat sig det mål at vise, at Liechtensteins lov fra 1997 om kamp mod hvidvask, ikke har sat sig spor i realiteterne, og at der i Liechtenstein ikke er nogen politisk vilje til reelt, at gøre noget ved hvidvask-problemet.
  
[forrige side] [sidetop]