Uddrag

Til at begynde med: hvorfor Twin Towers? Hvorfor World Trade Centers tvillingetårne?

Alle de store bygninger på Manhattan stod indtil da ansigt til ansigt i en vertikal konkurrence, hvis resultat var det berømte arkitektoniske panorama over byen. Dette billede ændredes i 1973 med konstruktionen af World Trade Center. Systemets afbildning overgik da fra obelisken og pyramiden til hulkortet og stolpediagrammet. Denne arkitektoniske grafik inkarnerer et system som ikke længere er konkurrencepræget, men
numerisk og beregnelig, og hvor konkurrencen forsvinder til
fordel for netværkernes og monopolets profit.

At de skulle være to er et tegn på tabet af enhver oprindelig reference. Hvis der kun havde været ét, ville monopolet ikke
have været inkarneret til perfektion. Kun fordoblingen af tegnet sætter helt slutpunkt for det det betegner. Og der findes en
særlig fascination ved denne fordobling. Uanset hvor høje de var,
ville de to tårne alligevel markere et stop for vertikaliteten. De er
ikke af samme race som de andre bygninger. De kulminerer i
en præcis spejling af hinanden. Bygningerne i Rockefeller
Center spejlede stadig deres glas- og stålfacader i byens
uendelige spejl. Men tårnene har ikke længere nogen facade,
intet ansigt. Samtidig som vertikalitetens retorik forsvinder,
forsvinder spejlets retorik. Med disse perfekt afbalancerede og
blinde monolitter, er der ikke andet tilbage end en slags sort
kasse, en serie afsluttet med en dublet, som om arkitekturen
med systemet som forbillede kun kan frembringe kloner og en
uforanderlig genetisk kode.

New York er den eneste by i verden som med en fænomenal
trofasthed således gennem hele sin historie skildrer systemets
aktuelle form og alle dets omslag. Man må derfor formode at
tårnenes sammenstyrtning  i sig selv en begivenhed som er unik
i de moderne byers historie  varsler den dramatiske afslutning
for denne form for arkitektur og det system, den inkarnerer.
Med deres rene computermæssige, økonomiske, regnskabs-mæssige og numeriske modellering var de systemets
hjerne. Ved at slå til netop dér rørte terroristerne ved systemets
nervecenter. Den globaliserede vold går også via arkitekturen,
via rædslen for at leve og arbejde i disse sarkofager af glas, stål
og beton. Rædslen for at dø der kan ikke skilles fra rædslen for
at leve der. Derfor går imødegåelsen af denne vold også via ødelæggelsen af denne arkitektur.

Disse arkitektoniske monstre har altid affødt en dobbelttydig fascination, en modsigelsesfuld form af tiltrækning og afsky,
og dermed også et eller andet sted en hemmelig lyst til at se
dem forsvinde. I tilfældet Twin Towers findes der desuden denne
perfekte symmetri og dette tvillingeskab, som ganske vist er en
æstetisk kvalitet, men frem for alt en forbrydelse mod formen,
en formens tautologi, som fremkalder en lyst til at bryde den.
Selve deres ødelæggelse respekterede denne symmetri: et
dobbelt nedslag med nogle minutters mellemrum  en spænding
som stadig gør det muligt at tro på en ulykke, men så kommer
det andet nedslag som beviser at det er en terrorhandling.

De to tårnes sammenstyrtning er den største symbolske handling. Forestil dig at de ikke var styrtet sammen, eller at
bare det ene var styrtet sammen, og virkningen ville overhovedet
ikke have været den samme. Det strålende bevis på stor-
magtens sårbarhed ville ikke have været det samme. Tårnene
som var emblemet på denne magt, inkarnerer den selv i deres
dramatiske afslutning, som minder om et selvmord. Når man så
dem styrte sammen af sig selv som ved en implosion, have man
fornemmelsen at de begik selvmord som svar på selvmordsflyenes selvmord.

Bygningerne var på én og samme gang et arkitektonisk og et
symbolsk objekt, og det var helt klart det symbolske objekt
man sigtede mod, og man kan tænke at det var deres fysiske
destruktion som medførte den symbolske sammenstyrtning.
Men det forholder sig tværtom: Det var det symbolske angreb
som medførte deres fysiske sammenstyrtning. Som om den
 kraft der indtil da havde holdt disse tårne oppe pludselig
mistede al styrke. Som om denne arrogante kraft gav efter for
intens anstrengelse, nemlig at ville være den eneste model for
verden. De blev udmattede af at være et sådant symbol; det var
for tungt at bære og denne gang gav de efter rent fysisk og gik
vertikalt under, tappet for kraft, frem for hele verdens
opspærrede øjne. Det er meget logisk at magtens øgede magt
medfører en lyst til at ødelægge den. Men der er mere i det end
det: Et eller andet sted er den selv medskyldig i sin egen
ødelæggelse. Og ..
   
[forrige side] [sidetop]