Powerinferno
- Rekviem for Twin Towers

Af Jean Baudrillard (2002)
Oversat af Orla Vigsø.
50 sider, 2002  ISBN 87-90820-14-2 

Anmeldelser

Momentant vanvid eller bare en monstrøs mangel på
situationsfornemmelse? Dagen efter 11. september 2001
kaldte den tyske komponist Karlheinz Stockhausen
terrorangrebet på World Trade Center for det største kunstværk
nogensinde. Med et fint udtryk hedder det æstetisk
immoralisme: man vurderer et fænomen eller en hændelse
alene ud fra om den tager sig skøn, spektakulær eller effektfuld
ud og kobler alle menneskelige og moralske hensyn fra.

Stockhausen fik plettet sit kunstnernavn for altid. Men han havde
på sin egen bizarre måde hul igennem til terroristernes
æstetisk-kyniske kalkule. Terrorangrebet fremtrådte visuelt så
spektakulært, at TV-stationerne har vist det et uendeligt antal
gange lige siden, og de brændende skyskrabere er blevet
nyhedslogo’er og vignetter for indslag og artikler om krigen mod
terrorisme.

Det er æstetisk immoralisme i praksis. Man kunne f.eks. ikke
finde på at anvende videoptagelsen af terror-likvideringen af
Daniel Pearl på denne måde. Men de to tårnes antændelse og
fald og 3.000 menneskers død bliver massedistribueret som et
kunstværk på linie med Mona Lisa. Og det er, fordi begivenheden
præsenterer sig på en måde, hvor man ikke kan ane det enkelte
menneskes perspektiv: lidelsen, angsten, døden. Selv de arme
mennesker, der springer mod undergangen fra tårnene, har noget
æterisk over sig i deres svæven.

Stockhausen nævnes i forbifarten af den franske sociolog Jean
Baudrillard (født 1929), der endnu en gang er aktuel på dansk
med to små oversatte bøger, Power Inferno (om 11. september)
og Passwords på det lille forlag INTROITE! publishers. Som så
mange andre franske intellektuelle kommenterer Baudrillard
jævnligt de storpolitiske begivenheder, men ikke mange har en
så uortodoks, nogle vil sige forskruet, tilgang: kort efter den
første Golfkrig hævdede han, at den aldrig havde fundet sted.
Da det store årtusindskifte lå forude, proklamerede han, at år
2000 aldrig ville indfinde sig. Osv.
 
Baudrillard er en »vild« analytiker, der danser på kanten af Stockhausen på den ene side og konspirationsteorier på den anden side. Han siger ikke, at de to tårne faldt sammen, fordi
CIA havde placeret dynamit inden i dem, men mere poetisk, at
det »så ud som om« de sank sammen af sig selv, overtrumfet af
angrebet på deres symbolkraft.
Den vilde og uansvarlige samtidsanalyse kan have sine
gevinster, fordi den skyder med spredehagl og ind i mellem
rammer nogle uventede indsigter. Men kreativ sociologi er én
ting, konspirationsteorier noget andet. 11. september har som
Holocaust fået sine »benægtere«, der f.eks. hævder, at det slet
ikke var et fly, men et amerikansk missil, der ramte Pentagon,
og at det var CIA eller dele af det amerikanske militær, der
stod bag det hele.

Verdenshistorien ses i disse afsindige teorier altid som en
kriminalgåde, en spændende fortælling, hvor det til sidst kan
lade sig gøre at finde de skyldige, hvad enten det nu er
tempelridderne eller Men in Black. Og når det ikke generer
konspirationsteoretikere, at de hvirvler lige så mange spørgsmål
op som de »besvarer« – hvor er f.eks. flyet og alle dets
passagerer, som så angiveligt alligevel ikke er fløjet ind i
Pentagon, blevet af? – er det selvfølgelig, fordi en hændelse i et
kriminalplot aldrig er tilfældig eller uforklarlig. Det hele vil komme
for en dag, om ikke før så siden. Og indtil da svæver flyet og
menneskene om bord rundt et sted i den gode, alt for gode
historie. Det er også en slags æstetisk immoralisme.
Bogbjerget: Litteraturredaktør Nils Gunder Hansen vil fremover
hver lørdag skrive på denne plads. Kommentaren kan tage sit
afsæt i en aktuel bog eller litterær debat fra ugen, der gik. Hvilke
store og små sten ruller for tiden op og ned ad det store
bogbjerg? Men den kan også behandle mere tidløse og
principielle problemer. Sætter man sig helt op på bogbjergets
top, har man nemlig ikke bare aktualiteten for sine fødder. Man
kan også se herfra til evigheden. Næsten da.

Af Nils Gunder Hansen
Berlingske Tidende 10. januar 2004
 
[forrige side] [sidetop]