Uddrag

Pétanque er et spil, der kræver stor koncentration, og man kan
let bryde modstandernes koncentration med små unoder.
Klassikeren er at tirre modstandernes skytte ved hele tiden at
bevæge sig eller komme med høje lyde, når han skal til at kaste.
Den slags er plat, men effektivt. Lige så plat, men ikke mindre
effektivt, er det at kommentere modstanderens spil, påklædning
eller taktik. En gang stod vi over for et hold herrer fra den
allersydligste del af HT-området, min klubkammerat lænede sig
frem og sagde lige så højt: "Man kan da ikke tabe til voksne mænd der går i sandaler!" Så var stemningen lagt.

Mange håbe-fulde pétanque spillere kan være ganske forfængelige. De fleste spillere ynder at bruge blanke, glatte kugler uden mønster. Det kan også udnyttes, for selv om de
fleste spillere let genkender egne kugler, kan der skabes megen
forvirring og spoleres koncentration ved konsekvent at samle
modstanderens kugler op efter runderne og vade rundt med
dem i hånden. Og hvis man kan slippe af sted med det ­ kaste
med modstanderens kugle ­ sådan noget er direkte usympatisk.

Man kunne blive ved, i en holdsport hvor dommeren ikke sidder
ved hver bane, er det let at drille med små kneb. Hele tiden at
glemme stillingen, at kaste fra en forkert cirkel eller at kræve
måling af selv de mest indlysende point ­ det er andre måder at
terrorisere modstanderne på en boulesbane. Værst er det
naturligvis, når det ikke engang er med vilje. Til en turnering på
Frederiksberg havde jeg engang ved lodtrækning fået en ældre
dame til makker ­ fint nok, men i første kamp skulle vi møde et
par af hendes veninder. Ganske herligt syntes de og kneveren gik.
Mine modstandere vandt udlægget, tegnede en nydelig cirkel i
gruset med en artig, lille pind og kastede gris og første kugle.
Kuglen lagde sig helt op ad grisen. Fint, tænkte jeg ­ den ordner
jeg. Gik resolut ind i cirklen og skød, klokkerent på deres kugle ­
en ren kugleudskiftning ­ det perfekte kast.

Det jeg drømmer om at kunne gøre hver gang, det perfekte, det
ultimative ­ kastet, der på en gang fjerner fjenden og giver ens
hold den bedste position, det er en kugle, der er som to kugler.
"Så er det vist jeres tur", siger jeg henkastet, ingen har imidlertid
set mit sublime kast, de tre veninder havde tilsyneladende ikke
været sammen længe, så der var en hel del, der skulle opdate-
res. En af mine modstandere bukker sig ned, samler min kugle
op og lægger sin egen på stedet hvor den lå, helt op ad grisen.
Så siger hun, idet hun rækker mig min kugle. "Her, jeg er vist
kommet til at kaste din kugle ..." Jeg protesterer og forklarer
om mit fine kast. Lige meget nytter det, selv min makker tror
mig ikke. Damerne ser venligt på mig, de er ikke engang sure
over, at jeg prøver at snyde. Jeg prøver at forklare igen, om min
carreau, om det perfekte kast. De lytter venligt, men uforstående.
Manden tager fejl! Og jeg må give op og kaste om. Sådan et kast
kan jeg bare ikke to gange i træk og slet ikke med tre par
overbærende øjne hvilende på min spæde krop. ­ Der kan jeg
bare se, jeg kunne jo ikke! ­ Jeg er terroriseret ud af kampen.

For det meste foregår pétanque dog i en rigtig hyggelig stemning. Det er  skønt, når voksne glemmer verdens fortrædeligheder og
bare leger med deres kugler ...
 
[forrige side] [sidetop]