Forord af Therkel Stræde

"At handle, handle, og slut!"
Krematoriekommandoet og opstanden i Auschwitz

Uddrag:

Han hed Jankiel Handelsman, men der var intet kræmmeragtigt over hans adfærd. Han var en yngre mand på 34, da han kom til Auschwitz. De mere end 1 million menneskeliv, der endte i den nazistiske udryddelseslejrs krematorier, er tragedier hvert og ét, men Jankiels historie forekommer næsten dobbelt tragisk. Han kom fra Polen, men nazisterne hentede ham helt i Paris og myrdede ham i Auschwitz, ikke langt fra den by, hvor han voksede op. Han døde, fordi han var jøde, og fordi han den 7. oktober 1944 stillede sig i spidsen for et oprør i lejren. Sonderkommandoet gjorde oprør: de fanger, der var blevet tvunget til at arbejde i dødslejrens krematorier og også levede der, afsondret fra de øvrige fanger.

Jankiel havde for længst lagt Radom og sit hjemland bag sig, da Hitlers Tredje Rige i 1939 overfaldt Polen, annekterede den vestlige del af landet og kort efter indrettede, hvad der skulle blive den største af alle det nazistiske systems mange koncentrations- og udryddelseslejre nær byen Oswięcim, der nu officielt hed Auschwitz. Han var i 1931 udvandret til Frankrig, hvor han ernærede sig som dameskrædder i Paris. Paris var modens internationale hovedstad, men mange skræddere var underbetalt - det kunne nok give anledning til retfærdig harme. 12 år senere, den 2. marts 1943, blev han sendt tilbage til Polen en i aflåst kreaturvogn. Rejsen endte i Auschwitz to dage senere. Her blev han efter en ydmygende modtagelsesprocedure reduceret til fange, og nummeret 106112 blev tatoveret på hans arm. Efter tyve måneder i lejren døde han i en straffecelle efter uger med grusom daglig tortur.

Jankiel havde gode grunde til at føle sig utilpas i mellemkrigstidens Polen: Den sociale nød var stor, antisemitismen udbredt i flertalsbefolkningen, og det autoritære Pilsudski-styre gjorde livet surt for venstreorienterede. Så som jøde og socialist var Jankiel gået samme vej som mange andre unge jøder: emigrationens. I Frankrig engagerede han sig i fagforeningsaktiviteter og politisk arbejde, og i 1941 sluttede han sig til den franske modstandsbevægelse. Det var et helt naturligt skridt for en mand med hans internationalistiske verdenssyn, efter at det tyske angreb på Sovjetunionen den 22. juni 1941 havde gjort en ende på det forvirrende "fornuftsægteskab", som Hitler havde indgået med Stalin i 1939 for at holde denne i ro under det tyske angreb på Polen; nu var der atter rene linjer.

Kommunistisk efterkrigslitteratur betegner Jankiel Handelsman som kommunist, men ifølge hans fangekammerat fra Sonderkommandoet Salmen Lewental betragtede medfangerne ham som en religiøs, jødisk socialist. Han havde gået på jødisk religionsskole i Radom fra barnsben og som voksen studeret på Yeshivaen i Sandomierz, en af de højskoler, der uddannede rabbinere, lærere og andre ledere til den mosaiske infrastruktur. Til en vis grad havde han siden lagt traditionen bag sig, så det var som medlem af en venstreorienteret antifascistisk modstandsgruppe, fransk politi i januar 1943 arresterede ham. Han indsattes i Drancy, den berygtede interneringslejr for jøder, og blev få uger senere deporteret til Auschwitz.

Werner Best, der - inden han i 1942 blev det tyske riges øverste befuldmægtigede i Danmark - havde haft en høj post i den tyske politiforvaltning i Frankrig, havde udviklet det repressaliesystem, at tyskerne straffede franske modstandshandlinger og drab på medlemmer af besættelsesstyrkerne ved at deportere jøder "østpå". Transporten fra Drancy, der ankom til Auschwitz den 4. marts 1943, talte 1.000 jøder. Af disse blev 100 mænd og 19 kvinder - alle unge, stærke folk - udvalgt til slavearbejde i lejren, mens de resterende 881 blev ført direkte til gaskamrene; efter få timer var de dræbt, og ligene brændt til aske i krematorierne. Som en skæbnens ironi bragte en anden transport samme dag også politiske fanger fra Handelsmans hjemby, Radom, til lejren .

Enkelte jødetransporter fra Frankrig endte i andre udryddelseslejre, men de fleste i Auschwitz. Med på Jankiels transport var også hans ven og kampfælle Josele Dorębus, en engageret fagforeningsmand og kommunist, der i undergrunden i Paris gik under navnet Josef Warszawski. I Auschwitz blev de to udvalgt til at arbejde i Sonderkommandoet, naturligvis uden at ane, hvad det betød.

Sonder- er tysk for ’sær’- eller ’special’-, Kommando betød en afdeling eller et arbejdshold i lejrens kommandostruktur. At KZ-lejrens "specialafdeling" havde havde til opgave at håndtere de lig, som lejren løbende "producerede" som følge af underernæring, sygdom og vold, og brænde dem i krematorier, og at opgaven, da jødeudryddelsen blev strømlinet og "industrialiseret" i 1942 med opførelsen af nye gaskamre og mere effektive forbrændingsovne, blev udvidet til at omfatte en række praktiske funktioner i forbindelse med disses drift, var ikke til at se. Sproget var - som virkeligheden i det hele taget - fordrejet til det næsten ukendelige i det nazistiske lejrunivers. SS brugte det helt bevidst til at dække over de omfattende forbrydelser og forvirre ofrene, for desorientering og stress gjorde dem lettere at styre. Sonderverpflegung betød godt nok særforplejning i form af lidt ekstra suppe, brød eller en stump pølse til fanger, der udmærkede sig ved at arbejde særlig hårdt, eller skånekost med hvedebrød og vælling til de udslidte og syge, der var så heldige at blive indlagt på lejrens underdimensionerede infirmeri og undgå SS-lægernes dødssprøjter. Men Sonderbehandlung var ensbetydende med en helt speciel form for "behandling", nemlig simpelthen drab, gerne af mange på én gang, og Sonderkommando var altså i lejrens perverterede sprog dækbetegnelsen for de fanger, der blev udkommanderet til at arbejde direkte i massemordets maskineri, gelejde ofrene ind i gaskamrene og håndtere de dræbtes ejendele og døde kroppe.

 [...]
      
[forrige side] [sidetop]