Uddrag

”Hvor skal vi hen?” spurgte Plys og skyndte sig efter ham.
”Ingen steder,” svarede Jakob – og så gik de derhen.
A.A. Mine: Peter Plys og hans venner

Det er ikke så afgørende hvordan man begynder. Den første sætning er ikke så vigtig som mange tror. Det er ikke altid nødvendigt at smelte en håndfuld ord sammen og derefter bøje dem til en krog som man håber læseren straks får øje på når han åbner bogen.

Gå som katten om den varme grød – siger vi, og mener dermed sjældent noget rart. Men tænk efter: a) Hvorfor skal katten brænde sig på tungen? b) Er det ikke en fordel at se tingene fra flere sider? c) Hvilke associationer får katten? Hvad drømmer dyret om mens det dovent lister omkring fadet? Hvilke billeder gnistrer mellem ørene på den?

Vi lever vores liv kronologisk.
Sådan er det.
Det er på mange måder anstrengende nok.
I denne bog bekender jeg mig derfor til de tanker der kommer hulter til bulter. Uden snor på. Uden nummer på brystet. Rækkefølgen af de enkelte afsnit er altså tilfældig.

VAN THOMASSEN: Jeg kan ikke garantere dig en vej gennem virvaret.
SUZANNE: Det er for mig at se også noget slemt pral.
VAN THOMASSEN: (begejstret) Ja, ikke sandt? Det har altid undret mig hvorfor man idealiserer dem der kører med en sneplov gennem grødfadet!
SUZANNE: (bider ham forsigtigt i øret) M-m.
VAN THOMASSEN: Jeg gentager: Hvorfor denne vanvittige trang til midterskilninger?
SUZANNE: (slikker ham på næsen) Nej, sig det …
VAN THOMASSEN: Danse på bordet? Ja! Men løbe barbenet over dybe tallerkner!
SUZANNE: (krænger selerne af ham) Det er noget helt andet at danse på bordet.

At udtrykket ”at bane sig vej gennem virvaret” har fået så ensidig en positiv klang i vores lille hjørne af verden, kan der være mange årsager til. Først og fremmest det moderne menneskes dyrkelse af og næsegrus beundring for alt hvad der smager af ”genveje”. Hvilket naturligt nok fører til en tilsvarende foragt for alle de alternative rejseforslag man uden nærmere sagsbehandling afviser under fællesbetegnelsen ”omveje”.

VAN THOMASSEN: Hvad skal vi gøre med al vores opsparede tid?
SUZANNE: (kysser ham på maven) Vi bruger den til at lede efter nye genveje.
VAN THOMASSEN: (lukker øjnene og spinder)

Der er endvidere god grund til at minde om at den, der bevæger sig for hurtigt – det være sig gennem grød, Nordtyskland eller guderne må vide hvad – ikke giver sig tid til at opleve noget som helst. Vedkommende opfatter udelukkende grøden eller virvaret som en forhindring. Mens det burde være indlysende at meningen med grøden – eller i det mindste én af grødens meninger – må være at den er til for at blive spist. Og den der foretager for hurtige bevægelser, når ikke engang at smage.

For at lave et halvt kilo honning skal bierne samle nektar fra over to millioner forskellige blomster.

Dette er en oplysning alle artikelforfattere og essayister bliver svimle af at tænke for meget over.


SUZANNE: (foretager sig unævnelige ting) Men tro ikke at jeg har noget imod genveje. Det har jeg i og for sig ikke.
VAN THOMASSEN: Jeg tror ikke noget som helst. Bliv ved! (Læner sig tilbage.) Jeg siger bare at i det gamle Kina … byggede man altid sine huse med runde hjørner. (Holder begge hænder under hendes bryster.) For at forvirre onde ånder … der kun kunne bevæge sig i lige linjer.
SUZANNE: (sparker sine trusser af) Men det er længe siden at den korteste vej mellem to punkter var den rette linje. Ifølge moderne videnskab –
VAN THOMASSEN: Ja?
SUZANNE: – er den korteste vej tværtimod en kurve.
VAN THOMASSEN: Bliv ved! Ja! Ja!
SUZANNE: (mjaver og vrider sig) Fra og med 1913 – det år Einstein offentliggjorde sin relativitetsteori – er den rette linje –
O, skæbnens ironi – nærmest at betragte som en omvej!
VAN THOMASSEN: (lukker øjnene) Som sagt … det er ikke altid … lige ønskeligt … at komme … så hurtigt man kan!

Vi ser: Katten sejrer – på alle fronter.

Desuden: Jeg kan ikke lide ordet ”nyttig”. I mine ører er ”nyttig” et falsk ord. Det lader som om det er en klog ugle, men egentlig er det en forklædt slange med kunstige vinger. ”Nyttig” – det er et ord der passer sammen med sætninger som ”Og hvad skal du så med den dér?” Eller: ”Men har du da brug for det?” Det er snusfornuften og funktionalismen der taler. Ret meget længere væk fra Klods Hans er det ikke muligt at komme. Intet af det jeg skriver vil altså forhåbentlig være nyttigt.

Allerede de tidligste jægere og fangere lavede deres våben og redskaber så gode, præcise og effektive som muligt. Det var de nødt til for at overleve. Men de gik snart et skridt videre. Det varede ikke længe før man også ønskede at gøre våbnene og redskaberne så smukke som muligt. Unødvendigt smukke?
Denne irrationelle trang til skønhed – for skønhedens egen skyld – er en af grundpillerne i den menneskelige civilisation. Det er et af yderst få særtræk vi kan henvise til hvis vi tvinges til at afsøge grænserne til resten af dyreriget.
Hvad enten vi bryder os om det eller ej: Hvad adskiller mennesket fra de andre dyr? Svar: Trangen til at lave kruseduller i margenen.
I første halvdel af det 20. århundrede var der enkelte asketer der mente at nu måtte der altså drages visse grænser. Ikke bare for deres egne kruseduller, men også – ja, måske i særlig grad – for alle andres. De ville skære selv den mindste sløjfe bort, der ikke tjente noget formål. Rense verden for alt hvad der i deres øjne kunne betragtes som unødvendigt krimskrams. I det hele taget gøre vores omgivelser så rene, skarpe, klare, logiske og desinficerede som overhovedet muligt.
Den slags mennesker vil altid dukke op fra tid til anden. Det har de ret til. Det har de lov til. Men det må også være tilladt at være glad for at de endelig er gået deres vej igen. Det vil sige … endnu hænger der et lille ekko fra dem her og der og på de mest ømfindtlige steder. Som for eksempel hver gang nogen skæver opgivende ned på et lykkeligt og snavset barn der netop har fyldt en nyvasket hue med beskidte sten, rådne kogler eller indtørrede kastanjer. Eller hvem af os husker ikke gymnasietidens gammelkloge ”hænderne i vejret” og snusfornuftens øglesmil bag replikkerne: ”Hører det med til pensum, lærer? Behøver vi at lære det? Er det noget vi kan komme op i til eksamen?”

Her er fire tilsyneladende fuldstændig unyttige oplysninger. Tre af dem står alligevel i en slags sær forbindelse med den grød vi langsomt prøver at omringe.
a) John Cages værk ”Imaginary Landscape No. 4” er komponeret for tolv radioapparater tilfældigt indstillet på hver deres station.
b) Hvis vores ører havde været blot en lille smule mere følsomme, ville vi have været nødt til at leve med den konstante baggrundslyd af molekyler der ustandseligt kolliderer i luften omkring os.
c) Wagner brugte altid rosa undertøj.
d) Fordi alting hænger sammen og intet i grunden kan gå tabt, ind- og udånder vi hver dag nøjagtig de samme millioner af molekyler som engang passerede gennem næsen på Homer og Lao Tse, og vi er alle sammen af naturen – i gennemsnit – blevet tildelt to molekyler af Julius Cæsars sidste åndedrag.

Endvidere: Jeg har en datter på fem år. I lighed med de fleste andre forældre kan jeg også godt lide at fortælle historier om hvad hun laver og hvad hun siger. Her er én –
         
[forrige side] [sidetop]