Det eventyrlige
Essay og eventyr, tekster og tanker - om den eventyrlige virkelighed og det
virkelig eventyrlige.
Bonusnovelle: Manden der samlede på 1. september.
Af Tor Åge Bringsværd (1991)
Oversat af Hans Bandmann
96 sider illustreret, hæftet, 2006 ISBN 87-90820-23-1
Anmeldelser
"Hvad når Bringsværd ikke at fortælle i denne
lille vidunderlige bog! Alt fra Peter Plys til Kafka bliver
endevendt, og man forstår, hvorfor forfatteren er så populær i sit
hjemland Norge. Bogen står som et stærkt skrift, der tør udfordre
forbruget og misbruget af kunsten i vores moderne samfund. Man ville
ønske bogen var bare lidt længere.
Tor Åge Bringsværd har noget på hjertet. Og det har han haft længe.
Han har spekuleret og grublet over al verdens forunderlige og
eventyrlige ting, og i bogen Det Eventyrlige er det en beslutsom og
konsekvent herre, der møder læseren i en åbenhjertig konfrontation.
Hvad skal vi med litteratur? Hvorfor er Astrid Lindgrens bøger ikke
rigtig litteratur? Hvorfor er det vigtigt at læse? Det lyder som
banale spørgsmål, men med en ironisk distance og fandenivoldskhed
formår Bringsværd at gøre det ikke bare underholdende, men også
interessant og levende. Handlingen i bogen kan ligge på et meget
lille sted – det er associationerne og de flyvske tanker, der bærer
læseren igennem dette finurlige univers. Med udgangspunkt i citater
fra sin egen datter og i særdeleshed A. A. Milnes Peter
Plys-fortællinger vover han springet, og forbinder dette barndommens
univers med litteraturens helt store skikkelser.
Man kan sagtens være uenig med Bringsværd, men man må ubetinget
overgiver sig til fortællingens underfundige væsen, og lade sig
indfange og betage. Eksempelvis skriver Bringsværd om forholdet
mellem god og dårlig litteratur, at det forholder sig på samme måde
som med serie 5-fodbold og Champions League; begge dele er fodbold,
men der er helvedes til forskel i kvalitet! Man behøver dog ikke at
kende til det omfangsrige litterære korpus for at kunne nyde bogen,
da Bringsværd lige så meget indfører læseren i dette som guider
igennem sin litterære kanon. Alt, hvad man behøver, er bare at hænge
på.
Hvis man ville lære Bringsværd eller verdenslitteraturen bedre at
kende, så er denne bog et godt sted at starte. Det kunne være en
glimrende begyndelse til en lang og underholdende litterær rejse.
Som en ekstra bonus er novellen ’Manden der samlede på 1. september’
trykt bagerst i bogen. Den skulle efter sigende have haft den
argentinske forfatter Jorge Luis Borges bevågenhed, og det forstår
man udmærket"
KultuNaut, Caspar Andreas Jensen
”Bringsværds visdom er beslægtet med Bibelens ord
om at vi på ingen måde kommer ind i Guds rige hvis vi ikke bliver
som børn igen. Forfatterens autoriteter er alligevel ikke de hellige
skrifter, men Thea på 5 år, Mumitrolden, Peter Plys og et elskende
par på Webers Hotel i Købehavn: Suzanne og Van Thomassen.”
Trond Berg Eriksen, Dagbladet
”Hvad handler så essayet Det eventyrlige om? Det handler om ”det
hele”, som danskerne siger.”
Finn Carling, Aftenposten
[forrige side]
[sidetop]
|