denne side: Bøger - Attac - Forord

På denne side kan du yderligere læse:
Uddrag af Jesper Jespersens forord

Uddrag af Svend Aukens forord
 
Underskud af politik
"Sleepless in Seattle" blev til Meetingless in Seattle, da verdens
lande og alverdens demonstranter satte hinanden stævne ved
WTO ministermødet i staten Washington i det sene efterår 1999.
Der kom intet ud af det møde - i alt fald intet af det, arrangørerne
havde håbet - men alligevel skete der noget, som hævede det
globale handelssamarbejde ud af embeds- og forretnings-
mændenes lukkede rum. Ikke blot ved Seattle-mødet, men ved
alle fremtidige WTO-møder. Tricks som at holde næste møde i
Quatar - hvor demonstrationer ikke er tilladt - vil ikke virke. WTO
er blevet et politisk forum. Takket være demonstranterne på
Seattles gader og takket være aktive miljøorganisationer og fag-
foreninger samt uhyre effektive græsrodsnetværk som eksem-
pelvis den franske bevægelse Attac bliver WTO aldrig den sam-
me igen.

Jeg var i Seattle som medlem og interimleder af den danske
WTO-delegation, som omfattede MF’ere og NGO’ere såvel som
en stribe højt kvalificerede danske embedsmænd. Det var delvist
en skuffelse. Som tidligere studerende i staten Washington hav-
de jeg glædet mig til gensynet med denne vidunderlige region,
ligesom jeg havde set frem til spændende møder i WTO. Begge
disse forventninger blev skuffet, da effektive demonstrationer og
fredelige fysiske blokader satte alt i stå. 
 
På sin vis var det irriterende, at politiet ikke blot havde spærret
mødeområdet af, men på den anden side var der også noget
tiltalende og demokratisk over politiets meget tilbageholdende
linie i starten. Frustrerende, men også lidt hyggeligt. Først da en
flok hætteklædte, kriminelle bøller begyndte at smadre vindues-
ruder og anstille gadekampe, kom situationen ud af kontrol, og
det blev meget ubehageligt. Måtte disciplinen i alle fremtidige
demonstrationer blive så god, at de voldelige elementer bliver
holdt helt væk - eventuelt gennem et samarbejde med politiet.
 
Men mødet i Seattle blev også opløftende, fordi underskuddet af
politik pludselig blev udlignet. Trist, at der skal gadedemonstra-
tioner og konfrontationer til at åbne mediernes og dermed offent-
lighedens øjne for det globale drama i handelsforhandlingerne:
hvilke regler for verdensmarkedet skal der gælde, og hvilke
interesser skal de beskytte? Altså grundlæggende politiske spørgsmål, der blot ikke er blevet stillet politisk på sædvanlig
måde, men i det store hele blevet overladt til embeds- og forret-
ningsmænd.
 
Internationaliseringen af økonomien er en realitet. Der gælder
næsten fuld ”frihed” for bevægelsen af kapital, investering og
varer. Virksomheder kan næsten frit bevæge sig efter profit og
forgodtbefindende. Og det gør de. Bevæger sig derhen, hvor
profitten er størst. Grænserne bliver i stigende grad løftestænger
for transnationale firmaers investeringer og ekspansion. Nationale
grænser er ikke længere barrierer, fordi regeringerne tilstår
koncernerne alle mulige og umulige begunstigelser af frygt for, at
investeringerne går til et andet land.

Denne internationalisering af handel, ejerskab og investering
kaldes undertiden for globalisering, og der foregår en ivrig debat
om, hvorvidt denne udvikling er ønskelig eller ej, og der fremføres
mange spændende og engagerede argumenter. Udover miljø-
debatten mindes jeg ikke nogen mere meningsfyldt debat om
globale spørgsmål de sidste mange år. Og forskellene mellem
højre og venstre træder tydeligt frem, omend i nye skikkelser og
undertiden i overraskende forklædninger.

Et yderpunkt i debatten repræsenteres af mange forretnings- og
embedsmænd, medier og eksperter. De anser frygten for den
ustyrede globalisering for ubegrundet, irrationel og utopisk.
 
Ræsonnementet lyder: Globaliseringen er i gang. Den kan ikke
standses. Den er en dynamisk kraft, der vil ...

[sidetop]

Uddrag af Jesper Jespersens forord

Historien behøver ikke at gentage sig!
Baggrunden for den hurtigt voksende Attac-bevægelse skal 
søges i de sidste 10-20 års økonomiske udvikling af det århun-
drede, vi netop har lagt bag os. Den periode mindede i uhyggelig
grad om de 20 år, der ledte op til 1. Verdenskrig. Begge var de
præget af en hurtig, næsten eksplosiv vækst i den globale handel
og i de internationale kapitalbevægelser. Også den gang foregik
denne udvikling på de rige industrinationers præmisser, så gen-
sidig og fair frihandel var der bestemt ikke tale om. 

Tværtimod, udviklingslandene fik dengang dikteret handels-
vilkårene af kolonimagterne. Ligesom de frie kapitalbevægelser i
praksis var domineret af New York, London, Paris og Berlin holdt
sammen af et internationalt pengesystem baseret på en skrøbelig
guldstandard.

Dette økonomiske system førte til konstante spændinger mellem
de deltagende lande og var med til at udløse det, der med en 
bred pensel kan kaldes trediveårskrisen fra 1914-45. 
I 1945 var USA den drivende politiske og ideologiske kraft, der 
og initiativet til at opbygge en ny international verdensorden
baseret på en stærkt reguleret international handel med endnu
stærkere begrænsninger på de internationale kapitalbevægelser.

Belært af erfaringerne fra mellemkrigstiden var det åbenbart for
arkitekterne bag den nye økonomiske verdensorden - John May-
nard Keynes og Dexter White, at hvis gevinsterne fra international
handel skulle opnås af alle deltagende lande, så skulle liberali-
seringen foregå med meget små skridt og ydermere være gensi-
dig. Ellers ville der uvægerligt opstå nye spændinger.

For at understøtte denne udvikling tilbød USA de deltagende
lande at få del i den såkaldte Marshall-hjælp. Det var en blanding
af direkte bistand og billige $-lån, så Vesteuropa havde noget at
købe amerikanske varer for. 

Aftalen om det nye internationale valutasystem blev indgået
allerede i 1944 i den lille amerikanske by Bretton Woods. Her
blev det desuden aftalt at oprette den Internationale Valutafond
(IMF) og Verdensbanken (IBRD) med det formål at regulere den
internationale kredit- og långivning - inden for nærmere fastsatte
grænser - til lande, der kom i bekneb for internationale betalings-
midler til at klare betalings-balanceproblemerne. Disse to interna-
tionale institutioner skulle netop træde i stedet for de frie (og i
praksis ustyrlige) kapitalbevægelser, der havde skabt så megen
ravage både i perioden op til 1914 og i den korte periode i
mellemkrigstiden (1925-31), hvor guldstandarden var blevet
forsøgt genoplivet. 
  
Udviklingen på de internationale markeder var således de første
30 år efter afslutningen på verdenskrigen præget af en langsom,
men støt liberalisering. Den gik ikke hurtigere, end de enkelte
lande kunne følge med og tilpasse erhvervsstrukturen til den
stigende internationale konkurrence. Det skete typisk i form af
regionalt samarbejde, som det navnlig kendes fra Europa.
 
Derimod blev der fortsat diskrimineret over for de 3. verdenslande,
der havde en produktion, der kunne true de rige, vestlige lande.
Landbrugsvarer er fortsat stærkt reguleret. Et andet grelt eksempler er den stigende protektionisme som har fundet sted
på tekstil- og beklædningsområdet, hvor ulandene systematisk
blev holdt ude fra de vestlige markeder gennem snærende
importkvoter.

I 1971 brød den oprindelige Bretton Woods-aftale sammen. USA
ønskede ikke længere at opretholde en fast $-kurs over for de
øvrige deltagende lande endsige at finansiere disse landes
betalingsbalanceunderskud. Det blev begyndelsen på ...
  
[forrige side] [sidetop]