PASSWORDS [LØSENORD]

Af Jean Baudrillard (2000)
Oversat efter Mots de passe af Orla Vigsø.
68 sider, 2002  ISBN 87-90820-13-4 

Anmeldelser

Momentant vanvid eller bare en monstrøs mangel på
situationsfornemmelse? Dagen efter 11. september 2001
kaldte den tyske komponist Karlheinz Stockhausen
terrorangrebet på World Trade Center for det største kunstværk
nogensinde. Med et fint udtryk hedder det æstetisk
immoralisme: man vurderer et fænomen eller en hændelse
alene ud fra om den tager sig skøn, spektakulær eller effektfuld
ud og kobler alle menneskelige og moralske hensyn fra.

Stockhausen fik plettet sit kunstnernavn for altid. Men han havde
på sin egen bizarre måde hul igennem til terroristernes
æstetisk-kyniske kalkule. Terrorangrebet fremtrådte visuelt så
spektakulært, at TV-stationerne har vist det et uendeligt antal
gange lige siden, og de brændende skyskrabere er blevet
nyhedslogo’er og vignetter for indslag og artikler om krigen mod
terrorisme.

Det er æstetisk immoralisme i praksis. Man kunne f.eks. ikke
finde på at anvende videoptagelsen af terror-likvideringen af
Daniel Pearl på denne måde. Men de to tårnes antændelse og
fald og 3.000 menneskers død bliver massedistribueret som et
kunstværk på linie med Mona Lisa. Og det er, fordi begivenheden
præsenterer sig på en måde, hvor man ikke kan ane det enkelte
menneskes perspektiv: lidelsen, angsten, døden. Selv de arme
mennesker, der springer mod undergangen fra tårnene, har noget
æterisk over sig i deres svæven.

Stockhausen nævnes i forbifarten af den franske sociolog Jean
Baudrillard (født 1929), der endnu en gang er aktuel på dansk
med to små oversatte bøger, Power Inferno (om 11. september)
og Passwords på det lille forlag INTROITE! publishers. Som så
mange andre franske intellektuelle kommenterer Baudrillard
jævnligt de storpolitiske begivenheder, men ikke mange har en
så uortodoks, nogle vil sige forskruet, tilgang: kort efter den
første Golfkrig hævdede han, at den aldrig havde fundet sted.
Da det store årtusindskifte lå forude, proklamerede han, at år
2000 aldrig ville indfinde sig. Osv.
 
Baudrillard er en »vild« analytiker, der danser på kanten af Stockhausen på den ene side og konspirationsteorier på den anden side. Han siger ikke, at de to tårne faldt sammen, fordi
CIA havde placeret dynamit inden i dem, men mere poetisk, at
det »så ud som om« de sank sammen af sig selv, overtrumfet af
angrebet på deres symbolkraft.
Den vilde og uansvarlige samtidsanalyse kan have sine
gevinster, fordi den skyder med spredehagl og ind i mellem
rammer nogle uventede indsigter. Men kreativ sociologi er én
ting, konspirationsteorier noget andet. 11. september har som
Holocaust fået sine »benægtere«, der f.eks. hævder, at det slet
ikke var et fly, men et amerikansk missil, der ramte Pentagon,
og at det var CIA eller dele af det amerikanske militær, der
stod bag det hele.

Verdenshistorien ses i disse afsindige teorier altid som en
kriminalgåde, en spændende fortælling, hvor det til sidst kan
lade sig gøre at finde de skyldige, hvad enten det nu er
tempelridderne eller Men in Black. Og når det ikke generer
konspirationsteoretikere, at de hvirvler lige så mange spørgsmål
op som de »besvarer« – hvor er f.eks. flyet og alle dets
passagerer, som så angiveligt alligevel ikke er fløjet ind i
Pentagon, blevet af? – er det selvfølgelig, fordi en hændelse i et
kriminalplot aldrig er tilfældig eller uforklarlig. Det hele vil komme
for en dag, om ikke før så siden. Og indtil da svæver flyet og
menneskene om bord rundt et sted i den gode, alt for gode
historie. Det er også en slags æstetisk immoralisme.
Bogbjerget: Litteraturredaktør Nils Gunder Hansen vil fremover
hver lørdag skrive på denne plads. Kommentaren kan tage sit
afsæt i en aktuel bog eller litterær debat fra ugen, der gik. Hvilke
store og små sten ruller for tiden op og ned ad det store
bogbjerg? Men den kan også behandle mere tidløse og
principielle problemer. Sætter man sig helt op på bogbjergets
top, har man nemlig ikke bare aktualiteten for sine fødder. Man
kan også se herfra til evigheden. Næsten da.

Nils Gunder Hansen
Berlingske Tidende 10. januar 2004

Netop som ondskaben skulle være udryddet, kom den igen.
Lige efter Ondskabens Imperium var faldet sammen som en
rejsning i isvand, kom den globale terrorisme.
Det er ikke så underligt. Det er ifølge den franske sociofilosof
Jean Baudrillard logisk:
»Det er netop, når man vil opnå det absolut gode, at det onde
skinner igennem. Hvor paradoksalt det end måtte lyde, er det så
ikke med menneskerettighederne som mellemled man i dag på
global basis ser de værste former for globalisering? Jagten på
det gode har således bivirkninger og disse bivirkninger er altid
på det ondes side.«
Den, der vil eliminere ondskaben, bliver hjemsøgt af den.
Jagten på det absolut gode står i vejen for det bedst mulige.
Det er Jean Baudrillard i Passwords fra 2000, som forlaget Introite! nu udgiver på dansk. Passwords er åbninger, og disse Passwords er åbninger til Jean Baudrillards produktion, der startede i 1968 med udgivelse af Objekternes system og senest Power Inferno fra 2002. Det er nøgleord i værket, som Baudrillard broderer og brillerer over.
Der er den underholdende præmis for Baudrillards bøger, at den mest spektakulære udlægning bliver til den sande udlægning. Den mest paradoksale og forførende formulering bliver til Baudrillards konklusion. Som for eksempel, at politik ikke findes længere, og at hegnet rundt om Disneyland skjuler det forhold, at resten af USA er ligeså meget Disneyland som forlystelsesparken. Eller Baudrillards måske mest berømte programerklæring:Irak-krigen fandt ikke sted.
De flotte sentenser er en konsekvens af en afgørende indsigt: De moderne begreber kan under postmoderne omstændigheder ikke længere sætte forskelle. Det giver ifølge Baudrillard ikke længere mening at tale om politik, når alt er blevet politik. Eller at tematisere seksualitet, når sex er over det hele. Eller at pointere noget som æstetisk, når alt er blevet æstetiseret. De moderne begreber har mistet deres specificitet. Som Baudrillard skrev i teatralsk tekst sidst i firserne:
»Vil I høre min mening, så er alt befriet i dag: Terningerne er kastet, og vi befinder os kollektivt over for det afgørende spørgsmål: Hvad skal vi lave efter orgiet?«
Frigørelsen er ifølge Baudrillard fuldbyrdet. Det moderne projekt
er indløst. Vi har nået målet, og så virker de gamle målsætninger latterlige. Utopien er blevet realiseret, og den hedder USA:
»I virkeligheden accelererer vi ud i tomheden, al den stund alle frigørelsens formål allerede er bag os, og at det, der hjemsøger
og besætter os, er denne foruddiskontering af alle resultater, denne alle tegnenes, alle formernes og alle begærenes ståen til rådighed, i og med at alt allerede er blevet befriet.«

Forførelse og tænkning
Baudrillard forsøger at tænke efter orgiet ved med sine paradokser og slogans at vise, at frigørelsen har fundet sted. I Passwords forklarer han pædagogisk de begreber, han selv har foreslået som erstatning og tilføjelse til de moderne begreber.
For eksempel betjener han sig begejstret af ordet ’forførelse’. Det moderne forsøg på at sætte verden på formel er et attentat mod forførelsen. Forførelsen er for Baudrillard det modsatte af produktion. Produktionen standardiserer og kontrollerer, mens forførelsens griner af standardiseringen og problematiserer den store formel.
Men glorifieringen af forførelse afslører en irriterende tilbøjelighed hos Baudrillard, som ikke er postmoderne, men derimod ypperligt moderne: han sætter to modsætninger.
Den ene er produktion, som betyder orden og struktur, mens forførelsen som den anden er det, der forstyrrer ordenen. Produktion bliver i udlægningen til noget negativt, mens forførelse er positivt. Og det ligner den vulgære moderne opfattelse af det traditionelle samfund som en perfekt og ordnet verden lukket om sig selv, som bliver revet op og udleveret til en ny kaotisk orden
af det moderne gennembrud. Det er som om, man som læser skal sidde og heppe på forførelsen, for den er frigørende.
Men der er også vellykkede password-forklaringer, hvor det netop lykkes Baudrillard at leve op til de standarder, han sætter som kriterier for sig i afsnittet om tænkning:
»Tænkningen skal spille en katastrofisk rolle, den skal i sig selv være et katastrofe-element, en provokation i en verden, som vil rense alt og udrydde døden.«
Baudrillard er en agent provocateur som bliver ved med at provokere sprækker i det bestående. Selvom provokationen konstant er i fare for at blive en karrikatur; en digterisk parodi på det bedste fra Baudrillard.

Rune Lykkeberg
Information 27. december 2003
  
[forrige side] [sidetop]