Uddrag

Første Rulle: Skumring

Jeg kan stadig huske alt sådan som det var. Jeg kan huske vejen vi fulgte. Sporene vi skjulte. Alt der ville forhindre os. Porten vi åbnede. Jeg kan huske Ker Shus med sine spir og snoede tårne, med sit sejl af sodsværtet glas. Jeg kan huske mørket vi stirrede ind i. Afgrunden vi flygtede fra. Og jeg skriver det hele ned. Skriver sådan som bøgerne har lært mig at skrive. Uden at vide om det bliver læst. Men jeg har nået toppen af bakken. Herfra går vejen kun nedad. Og jeg er bange for at alt det som ligger bag mig, skal forsvinde inden jeg har fået fortalt om det. Jori er væk. Lazar er ikke mere. Fogart døde for to måneder siden. Af alle som var med dengang, er jeg den eneste der er tilbage. Så kom nærmere, børn - plejer jeg at sige - kryb nærmere til ilden. For det her er måske min sidste vinter blandt jer. Og det jeg fortæller, skal I senere fortælle videre, som I nu hver især har hoved og hjerte til. Sådan begynder jeg. Hver aften. Og om natten skriver jeg det ned som jeg har fortalt. Vejer ordenesom sten. Gemmer på dem jeg føler er de rigtige. For at alt ikke skal have været forgæves. For at hundene ikke skal få ret. Og for at Ker Shus aldrig mere skal kunne rejse sig.

Men jeg følger også andre spor. Tanker som kun er mine egne. Følelser der leder efter navne og forældre. Svar jeg er usikker på og som forvandles til spørgsmål, blot jeg ånder på dem. Alt dette betror jeg rullerne, som jeg langsomt fylder med tegn og billeder.

Det er mig - Rokam - som skriver dette. Den hårløse. Han som må låne sin pels af andre.

Vi forstår ikke så meget, vi der lever i skumringszonen. Vi er enkle, de fleste af os. Vi arbejder med hænderne. Vi vandrer. Vi skaber selv vore billeder. Og vi har vand.

Vi siger aften.
Vi siger nat.
Vi siger dag.
Vi siger morgen.
De gamle ord. Men uden mening.
Vi lever i skumringszonen. Den grå stribe mellem lys og mørke.

Alligevel har alt sin tid.
Tanith jager nu.
Havde jeg været yngre ville jeg have løbet sammen med hende. Ville vi have ventet i det høje græs. Sammen. Krøbet sammen mod vinden. Ladet os falde ned fra lavthængende grene.
Hun er en god mage.
Hendes mor var også en god mage. Jori. Med de blå øjne. Blød og smidig. Og med et hjerte som aldrig hvilede.
Jeg har meget at være taknemmelig for.
Felin-folket regner mig som en af deres egne.
Men de tager mig også som den jeg er.

Jeg opdagede tidligt at jeg var anderledes. Jeg kunne ikke løbe så hurtigt som de andre børn. Jeg var ikke så dygtig til at klatre. Og når vi sloges, var det altid mig der tabte.
Far sagde aldrig noget. Strøg mig bare over håret. Krammede mig.
Jeg havde kun ham.
Vi boede for os selv. Altid uden for lejren. Karp var leder dengang. Og far og jeg hørte ikke med til stammen. Vi kom ikke fra Felin-folket. Men vi fulgte med dem. Fulgte Karps stamme på de lange vandringer. Langs med Mes - til Tebronbjergene og tilbage igen til Rilsletten. Aldrig så længe på hvert sted. Aldrig det samme sted to gange. For at metalfuglene ikke skulle vide hvor de kunne finde os. Jeg kan huske at far ofte måtte bære mig.
Jeg kunne se at jeg var anderledes. Og jeg voksede heller ikke lige så hurtigt som de andre. De børn jeg legede med, blev voksne, blev mænd og jægere, mens jeg selv kun var en knægt.
Jeg kunne se at far også var anderledes. Længe troede jeg at jeg en dag ville blive som ham.
Han var rar. Han hjalp mig. Han gav mig al den tryghed jeg behøvede.
Men aldrig med ord.
Kun to gange har jeg hørt ham tale.
Første gang var da han døde.

Jeg lærte at hade rotter.
Jeg lærte ikke at stole på hunde.
Jeg lærte at vi - Felin - var mennesker.

Jeg lærte at i vest er der evig nat og evigt mørke. I øst er solopgangen. Og bagved den er det altid dag.
Jeg lærte at metalfuglene kom fra Dagen og at du altid skal flygte mod vest - mod Natten - selv om vejen er aldrig så ukendt og fyldt med rotter.

Tanith er tilbage.
Hun har blod om munden. Slikker sig. Kigger fornøjet ned på mig. Har det været en god jagt? Hun nikker. Lægger armene omkring mig. Presser sig ind til mig. Jeg gnider mit ansigt mod hendes mave. Den lugter af skov og vådt græs.

Vinden er taget til igen. Nu kommer den fra syd. Med gule sporer. Små hvirvler af lysende fnug. Som insekter. Som en regn af gnister fra et fjernt bål.
Vi lever i en verden hvor det altid blæser. Hvor vinden vender og drejer uden varsel. Vild og uberegnelig. Som om den er bange for at blive fanget. Som om den nægter at lade sig bruge til noget.
Vind er det første vi hører.
I Shiba - landet hvor Månen dør - tilbeder de vinden og kalder den Han-Der-Virkelig-Er-Fri. Jeg har set deres alter, med alle hjulene der kører rundt, rørene der synger og skulpturerne så store som klipper med farvede skindvimpler. I Shiba hejser de deres døde op i høje master. For at vinden skal slippe sjælene fri. De tror det er forfædrene der synger i de store vindpiber på alteret, og jeg har set folk sidde i dagevis og lytte for måske at genkende en stemme fra en af deres kære.
 
Landet hvor Månen dør. Stedet hvor Månen er fuld. Halvmåneskovene ... Jeg har vandret langt. Jeg har set månen i alle dens faser.
Her hos os er den altid ny.
Jeg havde en gammel lærer som hed Mirja. Månen er til stor hjælp, plejede hun at sige. Når den lyser, fortæller den os hvor vi er og hvad vi kan vente os.
Jeg ligger vågen og tænker på månen.
Snart vil den være her igen. I nitten dage og nitten nætter.
En kniv ved horisonten.

Vinden vender.
Den kommer fra nord nu.
I morgen har vi måske sne.

Jeg havde en ven der hed Lazar. Og en ven der hed Kiri. De fortsatte med at være sammen med mig. Selv efter at de var blevet jægere. Jeg beundrede dem, så op til dem - og var misundelig på dem. De fik lov til at strejfe rundt en hel dagsmarch til højre og venstre for os. De fortalte om slanger så tykke som træstammer. De kæmpede mod edderkopper. De jagede peraffer og jamitter. Dengang som nu det ikke kun jægernes opgave at skaffe mad, men også at rydde sporet for os.
Selv måtte jeg holde mig til flokken.

Felin bruger kun våben når de er tvunget til det. Når der virkelig er fare på færde eller når stammen bliver angrebet. Helst jager de kun med en lille kniv. Og bruger kløer og tænder. Far lærte mig at bruge spyd og bue. Han lærte mig at være spyddet, være pilen. For kun på den måde kan du være sikker på at ramme det du vil. Han var den bedste af dem alle. Hvad han kunne se kunne han også ramme. Og han så bedre end nogen anden. Hørte også bedre. Men han gik aldrig langt væk fra flokken. Han holdt sig altid i nærheden. Jeg vidste at jeg blot skulle råbe. Jeg vidste at han altid var der. For selv om jeg øvede så tit jeg kunne... jeg blev aldrig dygtig til at bruge våben. Som voksen lærte jeg at sætte pris på jagten for dens egen skyld. Men det tog tid. Jeg har vist aldrig været dygtig til at bruge hænderne til noget som helst. I mange år var jeg afhængig af far. Og af de andre. Mest af ham. Jeg var den umulige, klodsede unge som aldrig blev voksen. Som alle grinede af. Og som grinede tilbage for at ingen skulle se hvor ondt det gjorde. Der skar grimasser og slog kolbøtter hver gang der var noget jeg ikke kunne finde ud af. Men som havde to venner: Lazar og Kiri. Og en far som jeg fik lov til at græde ud hos. Jeg ville så gerne have at han skulle være stolt af mig. Underligt nok tror jeg at han var det. På sin egen måde. Selv var han respekteret af alle. Men han holdt altid afstand. Det var os to. Ingen andre. Det var ham selv der ville have at vi skulle bo uden for lejren. Han tog sig aldrig en mage. Og jeg har aldrig set ham dele et måltid med nogen. Han var tavs og lydløs. Når han sov, var det umuligt at høre at han trak vejret. Og ved den mindste lyd var han vågen. Han var altid på vagt. Hver gang der var tegn på fare, kunne jeg mærke at hans øjne ledte efter mig.

Karp var leder. Han trøstede mig også. På sin egen måde. ”Rokam,” sagde han en gang. ”Vær en god søn. Din far elsker dig. Han er en mærkelig mand. Anderledes end alle andre. Din mor må også have været en mærkelig kvinde. Nu har han kun dig. Skovene og bjergene kender ingen andre der er som jer. Vær en god søn for ham.” Karp stod over alle andre. Men han behandlede altid far som en ligemand. Lazar og Kiri fortalte at far engang havde reddet Karp fra den gule død. Jorden havde pludselig givet efter, og Karp faldt ned i en slangegrav. Frem fra sprækker og kløfter væltede straks små kugler af sammenfiltrede slanger. De andre jægere stod som lamslået. Men far sprang ned. Uden at tøve. Løftede Karp højt i vejret. Kastede ham over skulderen som en sæk, sparkede slangerne til side og klatrede op. Det forekom helt utroligt at han klarede det, fortalte Lazar og Kiri i munden på hinanden. De havde begge to været der. De gule slanger huggede og hvæste, og et eneste bid ville have været dødeligt. Men selv efter dette nægtede far at tage imod et navn. Han var uden navn så længe han levede. Karp fortalte mig hvordan far kom til stammen. Han var kommet vandrende i regntiden. Over Rilsletten. Alene og uden våben. Med en lille bylt i favnen. Jægerne mødte ham uden for lejren. Han standsede. Men viste ingen tegn på frygt. Holdt bylten frem mod dem. En af jægerne var en kvinde som netop havde mistet to af sine egne unger. Far må have set det i hendes øjne. Han gik over og lagde mig til hendes bryst. Og jeg begyndte straks at die.

Selv har jeg ingen børn.
Tanith siger tit i spøg at hun er min datter. Med Jori. Men det er mest for at glæde mig. Ingen af os tror det. Og Jori fik børn med så mange.
Også Tanith har andre bejlere. Tro ikke at jeg kan undgå at høre dem. Jeg ved at de venter derude.
Hun ved også at jeg ikke vil holde på hende. Hun går hvorhen hun vil. Det er ikke min opgave at bryde nye og fremmede veje for Felin-folket.

Og vi kan aldrig være sikre på at noget er virkeligt.
Vi kan aldrig være sikre på om det vi møder, er virkelighed eller en drino. Selv ganske tæt på er det umuligt at se forskel. Den første drino jeg kan huske, var en drage. Med et vidt opspærret gab og dampende næsebor. Jeg tror tilmed at den havde vinger. Hvor gammel kan jeg have været? Tre? Fire? Jeg kan huske hvordan jeg skreg som en såret fugl. Og jeg kan stadig se hvordan far stak en lang kæp tværs gennem den, punkterede den som en boble og fik den til at forsvinde.

Tanith ligger på siden og misser mod mig med smalle øjne ...
     
[forrige side] [sidetop]