Uddrag Kapitel 6

GRISEGUD OG GUDERS GRIS

1

Det er blevet aften og temmelig mørkt. Men jeg har viklet en juletræskæde med små lys om birken lige udenfor – og så har vi selvfølgelig stjernerne. Grislingen standser foran birken. Jeg har fortalt ham, at jeg er meget glad for netop det træ, fordi det kom helt af sig selv og ville stå lige præcis der, hvor det står – midt mellem to af vinduerne i mit lille arbejdshus.

”Har du stadig julepynt?” siger Grislingen og nikker mod rækken af små, elektriske pærer.
”Lysene er tændt dag og nat hele året,” svarer jeg. ”Og jeg tænker overhovedet ikke på dem som julepynt.”
Grislingen ser på mig. ”Jeg kan ikke lide julen,” siger han – og tøffer lidt videre, hen mod hindbærbuskene.
”Det forstår jeg.”
”Og det er ikke bare flæskestegen, jeg tænker på!” Han standser. Tager sig i det. ”Men jo – det er nok mest den, jeg tænker på … for kan nogen sige mig, hvorfor det lige præcis er os, der er blevet julemad nummer ét i dette land?[1] Skulle man ikke tro, at der – set med griseøjne – var en betryggende afstand mellem frelserens fødsel og vores eget dyrebare flæskekød? Jøden Jesus spiste sikkert aldrig en eneste mundfuld urent kød … og hvis vi kender ham ret, blev han næppe nogensinde fristet af hverken duftende flæskesteg eller sprød svær. Så hvad er sammenhængen?”
Jeg trækker på skuldrene, vil have ham til at fortsætte.
”Ved sin fødsel var han omgivet af dyr,” siger Grislingen alvorligt. ”Okse, æsel … han blev æret af en hel flok får og tre kameler fra Østerland. Det begyndte så rigtigt! Og senere – hvor løfterigt for os grise var det ikke, at han sagde, at det ikke er det, der går ind i munden, men det der kommer ud af den, der gør mennesket urent?[2] Alverdens grise applauderede! Vi troede, han var vores mand!”
”Men så kom nedturen.”
”Den har vi allerede været inde på – i detaljer,” siger Grislingen og sukker. ”Men måske burde vi have opdaget, at der var ugler i moseloven. Og hvis man virkelig vil dreje kniven rundt i såret, kan man jo bare gå til kunsthistorien. Der er aldrig nogen, der har set et billede, hvor der står en gris og grynter ved den der krybbe …”
”Jo!” siger jeg ”Albrecht Dürer har lavet sådan et billede!”
”Har han det?”
”Et billede hvor oksen og æslet er skiftet ud med en gris og en løve,” siger jeg. ”Det har jeg i hvert fald læst …”[3]
Grislingen er så fortumlet, at han falder over sine egne klove.
”Albrecht Dürer var en virkelig kunstner!” råber svinet med hele maven dækket af sne. ”Men kom der ikke protester?”
”Aner det ikke,” siger jeg. ”Jeg ved det ikke. Jo – sikkert!”
”Det billede ville jeg gerne se,” mumler Grislingen drømmende.

”Men tilbage til julemaden,” siger jeg. ”Kunne det ikke tænkes, at det er noget, der har overvintret fra gammel, såkaldt ’hedensk’ tid?”
”Skulle det gøre det bedre?”
”Ikke for grisen,” indrømmer jeg. ”Men det ville i så fald forklare, hvorfor der bliver sat flæskesteg på bordet! Måske var de kristne til at begynde med heller ikke så glade for denne skik? For hvad nu, hvis det simpelthen er de gamle ofringer ved vintersolhverv, vi ser det svage genskær af? En galt[4] til Frej og en so til kærlighedsgudinden, søsteren Freja.[5] Vi ved, at på de britiske øer overlevede denne nordiske vikingeskik langt ind i kristen tid. Lige til vor tid har det derfor været almindeligt, at man til jul satte et helt grisehoved på bordet. Og det æble, det havde i munden, skulle måske få gæsterne til at tænke på Iduns magiske ungdomsæbler, der symboliserede evigt liv …”
 
Grisen er en velkendt skikkelse i de norrøne myter, og den har flere roller. Som Særimner er den et magisk og uudtømmeligt madforråd for alle de døde krigere i Odins kæmpemæssige ’krigerparadis’, Valhal. Der er mange fortællinger om tilværelsen her. På volden uden for denne enorme ’soldaterkaserne’ får heltene lov til at slås hele dagen og lige så meget, de orker, og det gør ikke noget, hvis de mister en arm eller to, for om aftenen rejser de sig op og er lige hele igen. De strømmer som venner og gode kampfæller ind i kæmpestore festsal, hvor smukke valkyrier skænker mjød og serverer kogt gris for dem. En sådan død mand kaldes en ’einherjer’, som formodentlig betyder ’en der kæmper alene’ eller ’enestående, fremragende kriger’. Og den gris, de spiser, er også ret enestående: Særimner bliver nemlig slagtet hver morgen, kogt og fortæret – men ud på aftenen er den lige så spillevende igen.[6]
”Mad – nu igen!” stønner Grislingen. ”Jeg vidste det!”

Men grisen er også et ridedyr. Den er hurtigere end nogen hest. Den kan løbe lige så godt til vands som til lands – og i luften!
Det er naturligvis den fantastiske galt Gullinbursti, Gyldenbørste, vi taler om. Der er aldrig mørkt, der hvor den stormer frem, for så stærkt lyser det fra dens børster! Og den, der rider den, er Frej, frugtbarhedsguden.[7]
To af dværgenes mestersmede – Brok og Sindre – har smedet dette eventyrlige dyr, de samme som smedede Tors hammer!

Jeg ved, at Grislingen godt kan lide den slags myter og eventyr. Vi har jo tidligere været omkring Ægypten og Grækenland. Men måske er det på tide at tage nogle flere smagsbidder?
”For guder og grise hører sammen!” siger jeg.
Og jeg kan se, at Grislingen vokser ved tanken.
Vi står nede ved elven nu, og den vokser også for tiden … det sker jo, at den går over sine bredder og stiger op forbi både hindbærbuske og ribsbuske og helt ind under det lille arbejdshus – men det er mest om foråret og efteråret … selvom sådan som vejret er blevet de sidste år, kan man jo aldrig vide. Isen er brudt op. Og det er mere surt end egentlig koldt.
”Engang var der en dæmon, der ville drukne hele verden,” siger jeg. ”Men takket være en tapper gris …”
”Kom, så går vi ind igen,” siger Grislingen ivrigt. ”Det er nemmere at høre, når man ikke hele tiden skal varme ørerne!”

2

I Indien omtales grise og svin ofte positivt og i forbindelse med guder. I de ældgamle vedaer (hinduernes ’åbenbarelser’) bliver Rudra – stormguden – kaldt ’himmelsvinet’, gudinden Kali kan fremstilles som en sort so, der først føder verden og derefter æder sine egne børn – igen og igen. Og i den såkaldte tantriske buddhisme, som vi især finder i Tibet, hører vi om ’diamantsoen’ (Varjravarahi) – morgenrødens gudinde, der ofte afbildes med et lille grisehoved, nærmest som en udvækst, over sit højre øre.

---------------------------------------------------------------------------------------

[1] Og det handler ikke bare om grisen som kødprodukt. Vi er også blevet fuldstændigt afhængige af grise i marcipanudgave! Ifølge Aftenposten, mandag 10. nov. 2003 forventer chokoladefabrikken Nidar, at nordmændene spiser 10 millioner marcipangrise. Opskriften på julemarcipan er fra 1915, siger produktionschef Monica Aspegren – og den er naturligvis hemmeligstemplet. Marcipangrisen selv har derimod skiftet udseende flere gange, sidst i 1996, da den fik en ’lidt blidere tryne'.

[2] Mattæus kap.15: 11.

[3] Men hvor har jeg læst det? Og nu kan jeg selvfølgelig ikke finde bogen … I øvrigt: Hvor i alverden befinder det billede sig? Jeg har ledt og ledt – i opslagsværker og på nettet – jeg har søgt hjælp alle steder, men nej … ingen Jesu fødsel med løve og gris. Det tør jeg simpelthen ikke sige til Grislingen! Jeg har fundet Dürer-billeder, hvor Jomfruen og barnet sidder sammen med både ræve, hunde, ugler og storke (se for eksempel ’Guds moder med de mange dyr’ fra 1503, afbildet i en af Dreyers småbøger Maleriets mestre, Albrecht Dürer, Oslo 1979). På et kobberstik fra 1498, der kan beundres i Albertina i Wien, har de endda en abekat ved siden af sig! Men nej – ingen gris. (Desuden er ingen af disse billeder ’fødselsbilleder’, mor og barn er flyttet udendørs – og befinder sig i de fleste tilfælde i Europa, hvis vi skal tro landskabet omkring dem …) Er det muligvis sådan, at Dürers staldbillede simpelthen er kunsthistoriens svar på den lille, røde bil i Ben Hur, filmklassikeren om tiden omkring år 30? Mange cineaster (bl.a. Michael Caine) vil jo sværge på, at de har set denne bil komme trillende et lille bitte øjeblik – langt ude i baggrunden – i den berømte, romerske væddeløbsscene. Selv har jeg aldrig fået øje på den. Og nu er jeg også begyndt at tvivle på ’staldgrisen’ …

[4] ’Sonegalten’ blev den kaldt, den største og fineste i et kuld, og der blev passet specielt godt på den. Ved vintersolhverv blev den ført levende ind i gildesalen. Mændene lagde hænderne på ryggen af den og aflagde højtidelige løfter om, hvilke bedrifter de ville udøve det næste år. Og en ed, der var svoret ved en sonegalt, måtte ikke brydes.

[5] Et af hendes tilnavne er jo faktisk Syr, der betyder soen! Og selvom hun til daglig spændte katte for sin vogn, så havde hun også – ligesom sin bror – en stor galt som ridedyr. Den hed Hildesvin, og i sagaen om Rolf Krake hører vi om en særlig fin krigerhjelm, der er opkaldt efter den.

[6] Hvad tænker sådan en gris? Det er fristende at give den bare en lille bitte monolog! ”Nu kommer han gående over tunet. Med kniven i den ene hånd og øksen i den anden. Øff! Jamen er det ikke alt for tidligt? Jeg er jo lige vågnet! Jeg forstår snart ikke noget længere. I gamle dage syntes jeg, at disse morgentimer var så lange og rolige. Man havde tid til at tænke over både det ene og det andet. Men nu kan jeg knap nok nå at klø mig på ryggen. Øff! Og i dag ser han gnaven ud .. Ja, ja, så har han vel heller ikke tid til en lille snak først … øff! Jeg vænner mig aldrig til dette her liv. Det er mere anstrengende, end folk fatter: At blive slagtet hver eneste formiddag. Ja, lige præcis. Jeg sagde: Hver eneste formiddag! År ud og år ind! Er der noget at sige til, at jeg hænger med halen? Jeg prøvede at sige det til ham engang. ’Kære kok,’ sagde jeg. ’Er det ikke muligt at få fri bare én dag om ugen?’ Men han svarede ikke engang. Svingede bare med øksen – som sædvanligt. ’Kunne det ikke være rart med lidt afveksling?’ gryntede jeg. ”Der er da også så meget andet her i verden, der kan spises?’ Men ikke nikke nej. Gris skal det være. Kogt flæsk. Hver evige, eneste dag. Så det er bare om at bøje nakken og lukke øjnene. Øff! Et ordentligt dunk – og så husker jeg ikke mere, før jeg vågner op her igen ud på aftenen. Lige så hel og fin som før. Det er selvfølgelig et under. Som så meget andet heromkring. Eller ren og skær trolddom. Det er i hvert fald ikke til at fatte. For jeg bliver jo faktisk kogt, skåret i store stykker og skiver og serveret på fade – og spist af alle de der gale mennesker, der render rundt herude på volden tidligt og silde! Kunne jeg bare få en enkelt fridag om ugen – så kunne jeg måske vralte lidt rundt på egen hånd, jeg med! Men Odin nytter det jo slet ikke at spørge. For han bryder sig overhovedet ikke om mad! Hverken flæsk eller noget som helst. Det eneste, han lever af, er vin. Underligt at han ikke bliver dårlig, hvis jeg må have lov at sige det! Og jeg ved også, hvad han ville svare, så det behøver man ikke spekulere på. ’Kære Særimner,’ vil han sige. ’Min kære, gamle galt … de er mine gæster – og hvis kogt flæsk er det bedste, de ved, så skal de så sandelig også have det, lige så tit de vil!’ Og måske vil han klø mig bag øret, mens han siger det. Ak ja … alle disse faldne krigere og kæmper, som Odin henter hertil. Her i Valhal finder de vel en slags lykkeland efter døden …og kan slås med hinanden så meget, de lyster! Øff! Uden at det gør noget. For alle deres sår gror sammen, og alle de afhuggede lemmer kommer på rette plads igen, så snart de er færdige med legen … Det er jo sådan set også sådan, jeg selv har det. Men at spise nøjagtigt det samme i al evighed. Det ville aldrig falde denne her gris ind! Så én ting er sikkert: Døde mennesker, dem forstår jeg mig absolut ikke på! Men nu går døren op. Øff! Nu kommer kokken med sin økse …

[7] Et af Norges mest kendte postkort viser et gammelt fotografi af en malkepige, der rider på en so. (Når soen lader folk sætte sig på ryggen af den, er det et sikkert tegn på brunst, siger de, der mener at vide den slags).
      
[forrige side] [sidetop]