Uddrag

1. Fra undfangelse til fødsel gik der næsten tredive år

Af Tor Åge Bringsværd
Generalsekretær, Norsk Kartozoologisk Forening

Jeg har altid holdt af kort. Længe inden jeg begyndte i første klasse, skete det ofte at jeg tog min tantes gamle skoleatlas med i seng. Det var fra 1930’erne, så grænserne gik lidt anderledes - og mange lande fandtes ikke længere eller havde fået nye navne. Men det gjorde ingenting. Jeg rejste verden rundt. Ikke på tommelfingeren, men ved hjælp af pegefingeren ... lod den vandre over bjerge og røde streger. Senere i livet havde jeg en periode hvor jeg tapetserede et helt toilet med kort fra forskellige øer jeg havde besøgt. Så kort har altid, osv. Derfor var det måske bare naturligt at jeg før eller siden skulle lære den store fisk i Reykjavik at kende (se kap. 1). Den kom helt af sig selv sådan ca. 7000 fod over Nordsøen, midt under den hidsige torskekrig mellem islændingene og englænderne. Jeg var på vej til Island i en Boeing 727 fra Icelandair Flugfélag, kiggede sløvt ned i en turistbrochure for Reykjavik og ledte på kortet efter hotellet, jeg skulle bo på, da der pludselig sprang en tyk fisk lige op i ansigtet på mig  billedlig talt, naturligvis! Sagt på en lidt mere forståelig måde: Gademønstret dannede en fisk - med et stort, klart øje. Jeg tjekkede straks med andre kort - på nogle var fisken synlig og i fin form, på andre var den nærmest blind. Samme eftermiddag besøgte jeg den. Gik rundt omkring den. Fotograferede den fra alle vinkler. Snakkede med folk der boede på den. Og skrev nogle dage senere dokumentarnovellen ”Den store fisk i Reykjavik”. Da jeg offentliggjorde den i Gateavisa (som i 1970’erne var det naturlige sted at trykke den slags i), opfordrede jeg samtidig læserne til at lede på deres egne kort efter andre dyr, fugle og fisk. Og bare sølle 28 år senere var vi blevet så mange entusiaster - dvs. hele tre stykker - at vi med rank ryg kunne stifte Norsk Kartozoologisk Forening (19. juni 2003 på Café Teketopa i Oslo). Sammen udgør vi (Eilert Sundt, Roger Pihl og undertegnede) nu et trehovedet sekretariat. Vi har en flad organisation, så vi er alle tre ligestillede generalsekretærer. Og alle eventuelle nye medlemmer bliver automatisk gjort til bestyrelsesmedlemmer. Med andre ord: en sund, anarkistisk organisationsmodel.

Norsk Kartozoologisk Forenings opgave er at kortlægge vort skjulte dyreliv, fremhæve det og gøre det synligt for offentligheden. Kartozoologi kan på mange måder minde om grækernes (og andre af oldtidens folks) astrologiske leg med stjernehimlen, når man trak streger og tegnede diverse dyr og figurer. Forskellen er kun at fortidens mennesker kun kunne ”besøge” dyret i fantasien, mens vi der finder dyr på kort, kan udforske dem i det terræn hvor de faktisk holder til. Vores mål er, at de gader der danner enkelte, udvalgte dyr engang i fremtiden skal markeres med forskellige farver, sådan at man for eksempel ved at følge en gul streg i fortovskanten kan vandre rundt om en terrier i Oslos vestlige del eller  og her er rødt nok den mest passende farve  en ringnæset dalahest på strøget lidt syd for Rådhuset. Det er vores overbevisning at mennesker der dyrker kartozoologi vil opleve omgivelserne med nye øjne. Selv et velkendt område, som man tror at man kender ud og ind, vil kunne opleves på en helt ny måde. Og for alle der vil tage på storbyferie til ukendte steder med børn og barnlige voksne, er kartozoologien en naturlig indgang til spændende og uventede oplevelser for både store og små. Det hele begynder faktisk allerede inden selve rejsen, for først skaffer man sig et kort over den by man skal til, derefter sidder familien omkring det opslåede kort og hjælper hinanden med at finde et passende dyr og se, hvordan gaderne pludselig kan blive til poter og horn - og når man så endelig tager af sted og kommer frem til bestemmelsesstedet, begiver man sig ud på kartozoologisk ekspedition, vandrer rundt omkring sit dyr (en såkaldt kontur) - tager billeder af det, laver små skitser, samler klip og brochurer, drikker måske kaffe på dyrets mave, køber eventuelt en lokal avis under hagen. Med andre ord: Besøger og beskriver det. (Husk at det også kan være interessant at undersøge hvilken slags dyreliv - ægte såvel som forstenet og bronzeret - man ellers kan finde spor af og eksempler på under vandringen.)

Dyrene i denne bog er kun ment som forslag. De er eksempler på lidt af det, som vi selv er faldet over. Men det sjoveste og mest kartozoologisk tilfredsstillende er uden tvivl at finde sit eget dyr! Det er ikke nemt, og der vil altid være ting at diskutere: Kan et ben for eksempel være op og ned ad samme gade, blot man husker at gå på det modsatte fortov den anden vej? Skal der være offentlig adgang - eller kan man bede om lov til at gå gennem en have  og måske i nødstilfælde (dvs. for at redde dokumentationen af et specielt sjældent dyr) hoppe over stakitter? Og hvad er det med Hunden? Et naturligt spørgsmål at gruble over, fordi syv af ti observationer netop lader til at handle om menneskets bedste ven. Og hvorfor er der så få elefanter?
Det er den slags ting vi har at slås med, vi tre i sekretariatet.
          
[forrige side] [sidetop]