Uddrag

Når klokkerne ringer for retfærdighed og demokrati.

Jeg vil begynde med i meget få ord at fortælle jer en bemærkelsesværdig historie, der fandt sted blandt bønderne i
en lille landsby i nærheden af Firenze for over fire hundrede år siden. Jeg vil bede Jer om at give denne vigtige historiske
begivenhed Jeres udelte opmærksomhed. For stik imod
sædvane viser fortællingens morale sig nemlig før historiens
afslutning. Den vil hurtigt springe Jer i øjnene:

Landsbyens indbyggere befandt sig derhjemme eller arbejdede
i marken, alle beskæftiget med dagens pligter, da de pludselig
hørte kirkens klokker ringe. Det var en gudfrygtig tid (vi taler om
noget, som fandt sted i det 16. århundrede), klokkerne ringede
normalt flere gange dagligt, og der var altså ingen grund til
overraskelse. Men denne gang var det en sjæleringning og det,
ja det var overraskende, eftersom man ikke kendte til nogen i
landsbyen, der lå for døden. Kvinder og børn gik derfor ud på
gaden og mændene forlod pløjning og andet arbejde. Kort tid
efter stod de alle på pladsen foran kirken, og ventede på at høre,
hvem de skulle sørge over. Klokken ringede endnu et par minutter, men endelig tav den.

Få øjeblikke efter blev porten åbnet og en bonde kom til syne
på dørtærskelen. Da manden ikke var ham, der sædvanligvis
ringede med klokkerne, forstår man hvorfor indbyggerne spurgte
ham, hvor klokkeren var, og hvem der var død. ”Klokkeren er her
ikke, det er mig, der har ringet”, svarede bonden. ”Men er der så
ingen der er død?”, spurgte indbyggerne igen. Bonden svarede
på ny: ”Nej, ikke nogen, der har et menneskes navn og
fremtræden, jeg ringede med klokkerne for Retfærdigheden, for
Retfærdigheden er død”.

Hvad var der sket? Der var sket det, at områdets pengegriske
herremand (en eller anden skruppelløs greve eller markis)
gennem længere tid havde udvidet grænserne for sine jorder,
blandt andet ved at brede sig ind over bondens lille jordlod, der
gang på gang blev gjort lidt mindre. Offeret var begyndt at
protestere og gøre indvendinger mod uretfærdigheden, dernæst
bønfaldt han om herremandens nåde og til sidst bestemte han
sig for at klage til myndighederne og bede om retsvæsenets
beskyttelse. Alt dette var uden resultat og udplyndringen
fortsatte. Helt fortvivlet besluttede han så nu at kundgøre vidt og
bredt (en landsby har nøjagtigt samme dimensioner som en hel
verden for den, der altid har boet der), at Retfærdigheden var død.

Måske havde han forestillet sig, at hans lidt overspændte
harmfulde handling ville ryste verden og sætte universets klokker
i bevægelse, og at alle, uanset race, tro eller sædvaner, uden
undtagelse ville tilslutte sig hans ringen for Retfærdighedens
død og først tie når den genopstod. Et sådant nødråb, flyvende
fra hus til hus, fra landsby til landsby, fra by til by, der krydser
grænserne og laver lydbroer over floder og have, burde
nødvendigvis kunne vække en slumrende verden… Jeg ved ikke,
hvad der skete derefter. Jeg ved ikke, om en folkelig opbakning
hjalp bonden med at få sin jord tilbage, eller om indbyggerne,
med sænket hoved og sjælen flagende på halv, vendte tilbage til
deres triste dagligliv nu, hvor Retfærdigheden således var
erklæret død. Det er en kendsgerning, at Historien aldrig
fortæller os alt…

Jeg går ud fra, at det er den eneste gang nogensinde i
verdenshistorien, at en klokke, en stor tårnklokke af ubevægeligt
bronze, efter så mange gange at have ringet for et menneskes
død, nu sørgede over Retfærdighedens. Man hørte aldrig siden
en sådan sjæleringning i landsbyen uden for Firenze, hvor
Retfærdigheden døde, som den fortsat dør hver dag. Selv i dag,
i dette øjeblik hvor jeg taler til Jer, tæt på eller fjernt herfra, lige
uden for vores hjems døre, er der en eller anden, der dræber
den. Hver gang den dør, er det som om den aldrig har eksisteret
for dem, der stolede på den, og for dem, som forventede sig dét,
vi alle har ret til at forvente os af Retfærdigheden: retfærdighed,
ganske enkelt retfærdighed.

Og vi taler ikke om den retfærdighed, der draperer sig i teater-tunika og besnærer os med den juridiske retoriks intetsigende sprogblomster. Heller ikke om hende, der tillader at man giver hende bind for øjnene og snyder med lodderne på vægtskålen, eller hende, hvis sværd skærer mere fra den ene side end den anden. Vi taler om en ydmyg retfærdighed, der er menneskets daglige ledsager, og for hvem retsind er præcist og urokkeligt synonymt med moralitet. En retfærdighed, der formår at være
lige så uundværlig for åndens velbefindende, som næring til
kroppen er det for livets opretholdelse. Denne retfærdighed udøves naturligvis af domstolene, i alle de sager, som loven har kunnet forudse, men især udspringer den spontant fra menneskene selv. Det er en retfærdighed, der som en uomgængelig moralsk nødvendighed kræver respekt for retten
til at eksistere, en ret, som tilhører alle mennesker.

Men klokkerne dengang ringede heldigvis ikke kun for at sørge over de døde. De ringede også for at markere dagens og nattens timer, for at kalde de troende til fest eller til gudfrygtighed, og
der var en tid, for ikke så længe siden, hvor man ringede med
stormklokkerne når man skulle advare befolkningen om ulykker,
oversvømmelse, brand, katastrofer eller alle andre farer, der
kunne true samfundet. I dag er klokkernes sociale funktion
begrænset til at markere rituelle forpligtelser, og bonden fra
Firenzes storslåede handling ville blive betragtet som en tosses sindsforstyrrede værk, eller endnu værre, som en simpel politisag. Det er andre helt anderledes klokker, der i dag skal forsvare og endeligt sikre muligheden for at indføre den retfærdighed, der er menneskets ledsager, den retfærdighed,
der er en forudsætning for åndens velbefindende og som endda
er en betingelse for næring til kroppen, hvor overraskende det
end kan synes.

Hvis denne retfærdighed eksisterede, var der ikke længere
noget menneske, der døde af sult eller af en af alle de sygdomme, der kan helbredes for nogle, men ikke for andre.
Hvis denne retfærdighed eksisterede, ville livet for halvdelen af
menneskeheden ikke være den frygtelige straf, som det har
været indtil nu. Disse nye klokker, hvis ekko bølger ud over hele
verden, stærkere og stærkere for hver gang, det er de mange bevægelser og strømninger, der går til modstand mod det eksisterende, og den fælles mobilisering, der kæmper for en
ny retfærdigheds komme. En fordelende og forandrende
retfærdighed, som alle mennesker kan anerkende som værende
virkeligt deres. En retfærdighed, der forsvarer menneskets frihed og retskrav, og som modarbejder dem, der bestrider disse grundlæggende rettigheder.

Jeg har tidligere sagt, at der allerede findes en i praksis anvendelig lovsamling, der er i stand til at imødekomme dette ønske. Denne lovsamling, har i 50 år været formuleret i FNs Menneskerettighedserklæring. Det er 30 vigtige grundlæggende rettigheder, som man i dag kun taler om i uklare vendinger, hvis man da ikke helt forbigår dem i tavshed. De er mere foragtede
og tilsmudsede i vore dage, end for 400 år siden, da bonden fra Firenze blev frataget ejendom og frihed. Hvad angår ..
   
[forrige side] [sidetop]