INTROITE! publishers


 HOVEDSIDE      BØGER      NYHEDSBREV      BESTILLING      INTROITE     
     

denne side: Bøger - No-land - Uddrag

LÆS MERE
               

No-land - af Veronica Juhl


 
No-land

Af Veronica Juhl
Rigt illustreret
96 sider,  2004  ISBN 87-90820-16-9  

Uddrag

Teltet

De lave enetages huse lå delvis skjult bag megen bevoksning og var ikke særligt synlige fra vejen. De lå et stykke uden for byen, men ikke så langt væk som mange andre steder.

Det var rigtige huse og ikke barakker. Så vidt jeg forstod, var de en del af et tidligere idrætsanlæg. En sportshal i forbindelse med bebyggelsen skulle muligvis inddrages som en del af centret.
Jeg kom så tidligt, at de fleste ikke var stået op. Derfor aftalte jeg kun at fotografere udvendigt indtil videre.
Alligevel blev jeg taget vel imod af en familie, der viste sig at være af Roma-folket, sigøjnere.
De boede seks mennesker på et lille værelse, som ikke kan have være større end 10 m2. To næsten voksne børn og to tvillingepiger på 13-14 år. Der var et lille badeværelse og en kombineret køkken og entré. Det var ikke fysisk muligt, at seks mennesker kunne sove i værelset, så farens soveplads var på gulvet i den entré, som altså også fungerede som køkken. Han var ikke nogen høj mand. Alligevel blev jeg i tvivl om, han overhovedet kunne ligge udstrakt der. De havde boet der i 7 måneder. Og om vinteren havde de mærket trækvinde, når de sov på gulvet. Standarden lå ellers over gennemsnittet, da der var et privat badeværelse, men jeg havde ikke set mange bo så trangt som dette før.
Børnene sov, så jeg ville ikke fotografere indenfor, da blitzen kunne vække dem.

Mod alle odds var det lykkedes moren at indrette rummet, så det virkede som et hjem. Den lille entré var pyntet med gardiner og guirlander. Ved at udfolde lidt forestillingsevne var det muligt at se, at når sengene var redt for dagen, ville værelset fremstå som en lille stue med et par kvadratmeters areal, hvor det var muligt at stå op.
Sommeren var kommet og disse beboeres formidable evne til at indrette sig hensigtsmæssigt, selv under umulige forhold, viste sig også udenfor.

En havepavillon af den slags, man kan sætte op som overdækning i sin have til beskyttelse mod vejr og vind, stod opstillet uden for indgangsdøren.
Et øjeblik, fordi solen skinnede og fordi det var så behageligt der inde rundt bordet med den hvide dug, og ikke mindst fordi mine værter var så venlige, så sjældent ligefremme og sympatiske, mindede besøget om en ganske almindelig dag, hvor jeg blot var ude på en rejse, og blev godt modtaget af den lokale befolkning.

De to store børn vågnede efterhånden og kom og satte sig. Der var ikke meget sprog at gøre godt med. En smule tysk, en smule dansk og en meget lille smule engelsk.

Men jeg tror, jeg fik formidlet, at jeg vidste noget om egnen, de kommer fra og at jeg vidste lidt om Roma-folket. De var flygtet fra Eks-Jugoslavien, enten fra Serbien eller fra Kroatien. De fik fortalt, eller formidlet er et rigtigere ord, om systematiske chikanerier, trusler om vold - og om egentlig vold. Om personer, de beskrev som skinheadlignende typer, der gjorde det umuligt for dem at blive. Og selvfølgelig om vanskeligheden med at få arbejde på grund af deres etniske oprindelse.
Da de fleste ord var brugt, og det blev for svært at fortsætte, viste de mig det afslag, de havde fået fra udlændingestyrelsen, for at forklare deres situation.
Afslaget var begrundet med, at det at blive nægtet adgang til et diskotek ikke gav grundlag for at få asyl i Danmark.

Familien havde fortalt om systematisk chikane, ingen beskyttelse fra myndighedernes side og ingen adgang til arbejdsmarkedet. Alt pga. deres etniske herkomst. Hvordan dét kunne reduceres til et spørgsmål om adgang til diskoteker, er et spørgsmål, der kræver en anden undersøgelse end den, jeg kan foretage.
De kunne ikke selv læse papiret, og jeg ved ikke, om de havde fået det oversat.
Jeg prøver at forestille mig, hvordan interviewene med familien er forgået. Hvilken oversættelse ligger til grund for den fortolkning, styrelsen var kommet med? Er familien overhovedet blevet hørt? Og hvis den er, hvor er deres egen gengivelse af situationen henne?
Der var også en vurdering af de lokale forhold, de kom fra, og den konkluderede, at der ikke var grund til at tro, at familien ikke kunne få beskyttelse af de lokale myndigheder, i det borgerkrigshærgede, stadig urolige og etnisk problematiske Balkan, hvor Roma-folk om nogen har været udsatte.
Hvad skal der til for at være forfulgt?

Da jeg skulle forlade lejren fik jeg at vide, at den samme udlændingestyrelse havde været på inspektion i lejren, og at havepavillonen uden for mine værtsfolks dør var blevet påtalt som et ureglementeret forhold og forlangt fjernet.

Hvad er regel og hvad er undtagelse? Ud fra hvilken lov er en havepavillon ureglementeret i en lejrbolig? Hvilket juridisk rum er det, man træder ind i, når en så ikke blot uskyldig, men også nyttig anordning som en teltdug til beskyttelse mod solen kan gøres ureglementeret? Teltet og retten er her to sider af samme sag: Det midlertidige ophold er ækvivalent med vilkårlig magtanvendelse. Her ligger muligheden for, at en myndighed kan udføre et skøn, der ganske vist hverken har sin grund i ret eller retfærdighed. Resultaterne af sådanne skøn er afhængige af mange faktorer, ikke mindst af hvad der er en slags gældende konsensus, f.eks. om forventningerne til flygtendes adfærd. Det medfører bizarre regler og forbud, der er unddraget såvel offentlighedens som domstolenes opmærksomhed.
Forskrifter, der rammer direkte ind i den enkeltes dagligdag uden anden relevans end et embedsværks fortolkning og skøn, er skræmmende. Der er et Kafkask moment i denne situation: Dommen over havepavillonen.

Både som princip og som potentialitet forbliver volden og overgrebet tilstede. Lejrens rum åbner for alle muligheder. Den eneste vage garanti for sikkerhed er de humanitære organisationers tilstedeværelse. Og den er heller ikke sikker. En privatisering af lejrdriften har været på tale.
Styrelsens arbejdsmåde og intentioner burde være genstand for en uvildig undersøgelse.

Hvis nu mange af de sammenstuvede flygtninge begyndte at stille havepavilloner op for at udvide sit råderum og give sig selv lidt større mulighed for privatliv i sommerhalvåret, ville asylcentrene, som er lejrenes officielle og noget mere flatterende betegnelse, måske komme til at ligne, hvad de i virkeligheden er: flygtningelejre.
    
[forrige side] [sidetop]
  

 
 
No-land
Indhold
Forord 
Uddrag 
Anmeldelser 
Forfatter  
 
Se stor forside 65  kb  
Se stor bagside
88 kb   
 
LINKS
  No-land.dk

INTROITE publishers